Anoreksiens overvældende styrke til tvang

Hjernen kan være noget af et udstyrsstykke, når den kan tvinge en krop til så meget motion, på så lidt mad. På sin vis ret fascinerende, på den møg uhyggelige måde.

I min selvbiografiske roman bruger jeg en metafor, jeg kalder Knogle Kick. Kick som i en rus, som en narkoman kan føle af sit stof. Knogle Kick, rusen af at røre sine knogler, rusen der får alt andet i hele verden til at forsvinde. Eller sidde i en forsamling eller et sted og være nervøs, men lige kan tage et hurtigt Knogle Kick ved at lade en forsigtig finger løbe hen over det strittende kraveben. “Puha, så kan jeg lidt igen, nu skal det nok gå”.

Jeg kunne også føle mig så sej, når jeg i fitnesscenteret eller på min racercykel, så ypper tynd ud, men stadigt kunne prestere en del fysisk. Det gav også et Kick af den anden verden. Man føler sig så sej, som den bedste, fordi man kan presse sig selv til ekstremer. Og har man timerne forinden brugt en mindre bunke afføringspiller, så maven er komplet flad og udsultet inden motionen starter, hold da kæft, det er sgu sejt!

Jeg kan huske en specifik dag, jeg havde travlt. Jeg sprang morgenmaden over, havde en aftale med en kontaktperson om formiddagen, dvs cykeltur på ca 8 km, hjem igen, spise to stykker knækbrød og jeg var i panik, ud at cykle, jeg skulle cykle nu nu nu… inden jeg spiste mere. Jeg kørte 40 km ekstra.

Da jeg kom hjem, var jeg så udmattet, at det var ufatteligt, og jeg spiste en stor portion mad, og faldt heldigvis i søvn, dog på en tung urolig måde. Min krop skreg efter mad, og fordi jeg havde cykel så ekstremt meget, så tillod jeg mig selv at lade være med at kaste alt det mad op.

Det er utroligt, hvad man kan udsætte sig selv for. Jeg er bare glad for, det er slut.

Hvis du kunne lide denne lille korte blog, så må du meget gerne dele den på SoMe.

Skriv et svar