Den svære accept af sig selv

Jeg har lidt af en krise, men skriver ikke dette for, at ville ynkes eller heppes på som sådan. Jeg håber bare, jeg ikke er alene med disse tanker, og at andre kan spejle sig, som jeg acceptere nu, at jeg kan spejle mig i andres historier.

Jeg kan ikke hitte ud af at acceptere, hvad jeg er. Jeg er bange for at komme til at lyde som alle de andre “syge skvat” og hvad, jeg selv synes, lyder som en fuldstændig kliché.

Jeg startede med at være fascineret af de sårbare mennesker, der skrev op og ned om sig selv, deres historier om at acceptere dem selv og hvilke kampe de gik igennem. Så blev jeg træt af det, så lukkede jeg af, så blev jeg ambivalent, nu tænker jeg “Hvorfor gør de det? Hvorfor fortæller de meget sårbare ting om sig selv? Ting de oplever lige nu?”

Hvorfor lukkede jeg selv af? Fordi jeg ikke var klar til at se min egen sandhed i øjnene. De skrev på en måde om mig.

Jeg er ambivalent. Hvis jeg deler ting om mig selv, som er meget privat, kan det let give bagslag. Jeg bliver møg ked, kan dårlig takle det. Jeg skal helst have afstand til de ting, jeg fortæller om, men mit store problem er, at jeg fucking bløder med et eller andet hver eneste dag. Så hvad skal jeg fortælle om, hvis det hele gør fucking ondt? Tja, jeg skal fortælle sandheden, stille og roligt og lige sove på det, så kan jeg poste.

Hvad vil jeg, men hvad kan jeg?

Lige for tiden føles psykisk smerte næsten uoverkommeligt. Der er så meget, jeg gerne vil her i livet, men må prøve at accepere, at det meste ikke kan lade sig gøre. Jeg er ret sortsynet for tiden, det ved jeg godt, men på den anden side er mine erfaringer, at jeg ser klart langt nede på bunden. Under bunden er der helt sort, men lige over bunden, er ofte der, jeg kan se, hvad det er, jeg skal prøve at acceptere og arbejde med.

Det, jeg er, har jeg ikke lyst til at være. Fucking svag, sart og sårbar. Men hvis jeg kan acceptere det og måske ligefrem komme til at holde af min sårbarhed og mig selv på en ægte måde… det giver en afslappet varme inde i mig, mens jeg skriver det, med tåre i øjnene. Tage kampen op mod mit dårlige selvværd.

Urealistisk liste

  • Jeg vil gerne være mere social.
  • Jeg vil gerne kunne overkomme mere i dagligdagen, være mere effektiv.
  • Jeg vil gerne klare mig selv, uden førtidspension.
  • Pt gerne mere social, så jeg kan gennemfører mine projekter med Outsideren.
    • (Hvis vi ser bort fra at økonomi og gensidig forsørgerpligt forhindre mig i at have råd til at tage ofte til København og øve min sociale udholdenhed i toget og på kontoret. Bor i Nykøbing Falster)

Denne liste er lidt sortsynet, men… jeg vil ikke ligefrem sige et øjebliksbillede, for på nogle områder får jeg det lidt bedre år for år. Nogle få ting, går stille, bumpende, jævnt fremad. Det meste står ret stille.

Mit “øjebliksbillede” er en stille vandpyt, hvor vandet fordamper i næsten samme tempo, som det småregner og blæser lidt en gang imellem. En gang imellem kan der da godt komme et lille uvejr, en større tudetur, men det tager jo bare trykket og toppen, så der ikke kommer eksplotioner.

Realistisk liste, lære at acceptere

  • Jeg er ikke så social, det er ok.
  • Jeg kan ikke være med til så mange sociale arrangementer, det er ok at være med online.
  • Jeg behøver ikke lave så meget hver dag, det er ok ikke at halse afsted efter urealistiske mål.
  • Jeg er hjemmegående, det er et ok “job” at hjælpe til hjemme.
  • Jeg har ikke et super selvværd, det er ok.
  • Mit motions behov er stort. Det er ok. Det er ikke i sig selv en spiseforstyrrelse.
  • Mit skrivende og kreative behov er stort. Det er ok.
  • Jeg er god nok, selvom jeg er førtidspensionist.
  • Jeg er god nok, selvom jeg er svag, træt, og sansesart.
  • Små glæder, er også gode glæder. Også selvom det kan føles trist og hult, så er det stadig noget værd.
    • At læse er at rejse.
    • At se dokumentere om New Zealand er at rejse.
    • At gå på planteskolen er at eje en have.
    • At tale om fede køretøjer, er at eje en Tesla for en kort stund.
    • At tænke på drømme, er håb.
  • Jeg vil fokusere på det vigtigste i mit liv. Bare at være kæreste og sammen med ham. Holde om hinanden. I medvind og modvind. I en let brise og i hård storm til søs. Rejse ud over stepperne sammen.
  • Acceptere at han gerne vil være sammen med mig.

På den anden side ved jeg ikke, hvor jeg er på vej hen. Jeg er nyfødt, jeg er kun 1,5 år gammel, eller kun 5 måneder pt. Surprice Ida, denne blog kom også til at slutte af med en kærlighedserklæring. Jeg mødte min kæreste for omkring 1,5 år siden, og vi har boet sammen siden september 2018. Det er først for alvor nu i mit 30 årige liv, at jeg er ved at finde en ro og kunne begynde at acceptere, den svagelige skid jeg er. Jeg tror aldrig, jeg ville have kunnet opnå fred og ro til at acceptere mine svage sarte sider, hvis jeg var alene. Der er så mange opgaver i det daglige, så meget at lave, at det ville have taget alle mine kræfter. Men når nu vi er to til at deles om opgaver, så har jeg mere fred til at passe på mig selv. Jeg har en til at holde mig lidt i ørene, læne mig op af og en jeg også kan gøre små ting for hver eneste dag, En der gider at støtte sig til mig. HOLY SHIT. Jeg kan give lidt igen, passe på ham.

Jeg håber, jeg med årene bliver stille og roligt bedre og stærkere. Det er ikke umuligt. Jeg er lidt træt af mit slogan, men “der er altid håb”, er jo netop ikke defineret af størrelse, så uanset hvor lidt håb der er, så er det der stadig.