Jeg er ærlig, jeg er førtidspensionist og jeg er forfatter

Kære venner, bekendte, kollegaer, følgere, journalister og offentlighed

Jeg har en meget svær og meget privat meddelelse. Jeg har de sidste par år skabt et billede af mig selv blandt nye kollegaer, venner og bekendte, som var jeg meget velfungerende. Det er den halve sandhed. Hele sandheden er, at jeg er førtidspensionist.

Mit hoved har aldrig haft det godt i længere perioder ad gangen. Jeg tager springet og offentliggør min førtidspensionist tilstand nu for alvor. Det er min recovery process at stå ved min situation og min sårbarhed. Det er ikke overbevisninger, jeg har lavet om mig selv og noget, der kan laves om og fixes. Min situation er fakta, og det er en kronisk sårbarhed. Jeg og min hjerne er, som vi er. Søde, venlige, nysgerrige, men satans sårbare.

Stadigt svært

Jeg har stadigt en del socialt og psykisk at slås med, men det forhindrer mig ikke i af prøve at kæmpe for et godt liv. Men at acceptere mine begrænsninger for alvor, acceptere at jeg i dagens Danmark er fuldt ud berettiget førtidspension og acceptere min førtidspensionist tilstand… det er en svær accept, og nogle gange overvældes jeg og kan kræftædme ikke holde det ud. Jeg ville hellere være bussines woman og klare mig selv, end jeg vil være førtidspensionist. (Det var værst at være på kontanthjælp, det har jeg prøvet i 10 år)

Men nu har jeg prøvet igen igen at blive bussines woman, og jeg har forgæves forsøgt at få gang i coaching, foredrag og være forfatter i mit eget enkeltmands firma. På 1,5 år har jeg tjent 133 kr. Jeg har lært rigtigt meget, ingen tvivl om det. Jeg kan ikke længere overskue, at skulle kæmpe med at skaffe min egen indtægt. Jeg vil hellere arbejde med at acceptere mine begrænsninger, min førtidspension og lære for alvor at passe på mig selv. Dvs. ingen uddannelse eller eget firma med det formål at blive selvforsørgende.

Uddannelse

I oktober prøvede jeg netop at tage et kursus i København, for drømmen var at kunne skaffe mig min egen indtægt og droppe førtidspensionen. Jeg hader at koste samfundet penge. Indholdet på kurset, presset fra eksamen, timeantallet, transport og alt det sociale blev desværre lynhurtigt for meget og klappen gik ned. Desværre er min hjerne langsom og har brug for rigtigt lang tid og ro til at lære nyt, til at reflektere over det hele, vende og dreje alle ting, tanker og indtryk. Jeg er langsom til generelt at finde ud af, hvad jeg virkeligt synes om det ene og det andet.

Efterhånden som jeg lærte mere om indholdet af det kursus, jeg var på, blev jeg mere og mere skeptisk og negativ. Det jeg nåede at lære om indholdet, essensen af det, var ok, men i praksis var det simpelthen ikke noget, jeg kunne forholde mig til. Jeg kunne ikke stå inde for det!

Men jeg er trods alt glad for, at jeg prøvede det af, mine sociale kompetencer og sociale udholdenhed. Jeg blev bare bekræftet i igen, at jeg ikke er ret udholdende alene på det sociale område, der også var en af de mange grunde til, at jeg i sin tid fik førtidspensionen.

Livserfaring

Jeg ved af erfaring, jeg kan klare at sidde hjemme i ro alene og skrive på min selvbiografiske roman og mine thrillere i mit eget tempo, uden deadlines. Jeg kan researche om efterretningstjenester, psykologi og viden, jeg kan lære, når det sket i mit eget tempo, uden deadlines. Jeg kan nørde med min hjemmeside og teknik. Passe på mit humør og mit store behov for motion. Jeg kan passe vores hjem og nyde at være hjemmegående og hjælpe med at passe min og kærestens lejelighed. Har jeg en dårlig dag, hvor mine tanker laver kludder og min koncentration er væk, så har jeg ikke et firma længere med det formål at blive selvforsørgende, coaching planer, økonomisk mega press (man bliver slet ikke rig på førtidspension, men man kan lige leve) og deadlines pga mit lille forfatterskab, jeg skal nå. Jeg kan passe på mig selv, min hjerne og jeg har mulighed for at være langsom.

Angst for shitstorm

Jeg skammer mig på den ene side over kun at have fortalt folk den halve sandhed om min situation. På den anden side kan jeg sgu snildt bære over med mig selv. Jeg turde ikke andet. Jeg er så angst for at fortælle sandheden om min førtidspensionist tilstand…

  • Hvad hvis folk ikke vil kunne lide mig mere?
  • Vil folk kalde mig en løgner?
  • Kalde mig manipulerende?
  • Hvad hvis folk ikke vil hjælpe og støtte mig med mine drømme om mit forfatterskab?
  • Vil folk tale ned til mig og tro jeg er ubegavet?

Det har jeg prøvet før. Disse misforståelser gør mig meget ked af det. Jeg er på nogle områder langsom, men aldrig ubegavet.

Ærlighed

Nu offentliggør jeg min førtidspensionist tilstand og håber på det bedste. Håber at der ikke kommer en shitstorm imod mig. Er der alligevel nogen der vælger at “shitstorme” mig, så skal du vide, at jeg bliver meget ked af det, og min tendens til små deprimeret humør og angst vil ikke blive bedre. Pt 3/10/2018 har jeg det ikke ret godt, for det er en mega hård tid og process, men til gengæld føler jeg mig nu helt i kontakt med mig selv og mit ærligste jeg.

Jeg håber, du vil acceptere mig alligevel. Jeg er stadigt en sød kvinde med et kærligt hjælpsomt hjerte, selvom jeg nu indrømmer, hvor forvirret en størrelse, jeg ganske ærligt er.

Kærlige ærlig hilsen Ida Eowyn