Forfatterstafetten

 Månedens forfatter

I november er jeg månedens forfatter i magasinet Kultur og erhverv. Her er et lille uddrag af den artikel, jeg skulle skrive.

Min første bog er en ærlig barsk selvbiografisk roman. Dem kan godt minde om Leonora Christina Skov´s Den der lever stille. På min mors side af familien er der også blevet råbt og skreget uden højlydte ord.

Jeg fortæller min side af historien, som jeg oplevede den. Nogle folk vil være uenige med mig, men det kan jeg ikke tage mig af. Jeg vil ikke pisses mere på i mit liv, og når jeg giver en skideballe, er det fordi, jeg synes, den er yderst velfortjent. Jeg trækker af princip ikke skideballer tilbage. Det er sjældent min hammer falder, men duk dig hvis du kommer i mit søgelys.

Jeg skriver min fortælling for at få mere ro i mit eget hoved, for at få afstand til mine oplevelser og komme videre. Det er hårdt at skrive, men det giver mere end det tager, så jeg vil skrive selvbiografier resten af mit liv. Jeg tænker mest klart og finder mod til at leve via mine ord.

Uddrag fra Anorektikeren og papvinen

Jeg måtte se at blive i bedre humør, have mit Knogle Kick, min rus igen. Jeg vidste, det altid kunne hjælpe mig. Vi stod både halv- og hel nøgne i omklædningen, og til min store fryd og skræk, opstod der en spørgerunde, og næsten alle fortalte, hvad de vejede og sagde tal, der var højere end mit. Var jeg virkeligt den tyndeste? En sagde 55 kg, hende på 56 kg. Hun så ellers så tynd ud. Var det fordi, hun gik til masser af gymnastik, at hun så tyndere ud end vægten sagde? Havde hun tunge muskler? Der var nogle, der sagde 59 kg, men ikke nogen over 60 kg. Jeg tænkte ellers, der måtte være et par stykker, men at de ikke ville sige det højt.

Turen, den var min. Jeg var den. “Hvad med dig Ida, hvad vejer du?” Rusen i mit hoved ville ingen ende tage, jeg tog en dyb indånding og sagde det laveste tal. Jeg kunne have sagt et kommatal også, men jeg ville ikke have, de skulle tro, jeg var besat af små komma tal.

Der blev stille. De andre holdt op med at tage tøj på. De kiggede alle forfærdet på mig. “Vejer du ikke mere?”, spurgte frøken 55 kg. ”Det er da ikke nok”. “Ej hvor er du tynd” sagde en anden, men jeg lagde ikke mere mærke til, hvem der sagde hvad.

Jeg havde en rus i hovedet, jeg aldrig ville glemme, og jeg ville bare have mere af den. Jeg vidste fra dette sekund, at jeg var hooked, og for altid ville blive i dette. Denne berusende følelse.

Jeg ville ikke andet med mit liv end at være her, i spotlyset, i gymnastikomklædningen og være den tyndeste.

En af medløberne afbrød, og nu blev alle blikke, anerkendelsen, opmærksomheden, alt blev rettet mod hende, og jeg forsvandt og blev glemt igen. Min rus var væk, jeg følte, jeg faldt ned på det kolde gulv med kramper i min sjæl. Medløberens tal var mindre end mit, det rungede i mine øre. Jeg fik pludseligt lyst til at dø.

Del 3 på vej

Indtil videre kan Del 1 og 2 af Anorektikeren og papvinen købes som e-bøger på min profil hos Saxo. Søg på Ida Eowyn. Det er min plan at udgive Del 3 som ebog i løbet af nogle måneder, eller lidt mere. Jeg arbejder på at skaffe en prof korrekturlæser, og derefter vil der komme en ny gennemrettet udgave af mine e-bøger.

Så når korrekturen er helt på plads, er planen også, at jeg får min bog på hylderne i de lokale boghandlere.

Jeg håber unge mennesker, forældre og fagfolk kan få noget godt ud af min fortælling. Den fik 5 stjerner ud af 5 af en kollega i StORDstrømmen, der har professionel viden om psykiatri og det er jeg så stolt af. Jeg er medlem af NewPub og StORDstrømmen, den lokale forfatterforening.