Om mig

Om mig

Præmatur

Mit liv har ikke været helt nemt. Jeg blev født meget for tidligt, og det har fulgt mig i snart 30 år. Jeg var ofte meget syg som lille og kom ikke ud og oplevede verden, som et barn bør gøre, for at udvikle sig til et almindeligt og sundt barn, der kan klare livets strabasser. Fysisk som mentalt. Jeg har altid været noget sart og svag i det, men det bliver trods alt bedre med alderen. Jeg tog alle de fysiske sygdomme i opløbet i de første 12 år af mit liv, og siden da har jeg faktisk ikke haft en helt almindelig influenza på 7 dage eller en uge mere end 4-5 gange på snart 18 år bliver det vel?

Som præmatur bliver man også meget sensitiv fra start af, og det er for mit vedkommende noget, der vil følge mig kronisk resten af mit liv. Min høresans er især mit store problem, så jeg er flyttet ud på en roemark for at få fred og ro i mine øre. Jeg hører de mindste lyde omkring mig, så at blive tvunget af systemet til at bo i København i en længere årerække, på 7 år, var et helvede, der nær havde kostet mig livet.

 

 

En omtumlet tur i psykiatrien 

Du goeste hvor har jeg tit følt mig misforstået i alt muligt forskelligt psykiatrisk behandling. Min personlige historie i psykiatrisk behandling er ikke specielt positiv, og den omfatter også en omgang overmedicinering. Der er heldigvis ved at ske gode ting i den nyere psykiatri, efter jeg er sluppet væk der fra. 

Især blev der ikke taget nok hensyn i psykiatrien i min tid, til mine egne og mine forældres forklaringer om de præmature eftervirkninger. Nogle reaktioner kan i høj grad ligne angst, måske også have været det nogle gange. Jeg ved det ikke, det er stadigt noget, jeg går en del og fundere over, jeg kender ikke svaret. Hvad er sensitivitet/eftervirkninger og hvad er mere klassisk angst?

Den dag idag aner jeg ikke, hvad der står i min journal, for jeg gider ikke kigge på den. Men jeg ved, at der står en ordentligt bunke forskellige ting, og nogle af tingene, kan jeg umuligt have samtidigt, fordi det modstrider hinanden.

Jeg har været igennem så mange udredninger for alt muligt, og til sidst blev det mere og mere tosset fra psykiatriens side af, og til sidst gik jeg fra samtalerne. Det gav til sidst ikke mening at sidde foran en psykiater og fortælle om mine oplevelser og reaktioner, der skyldtes min sensitive hørelse og overbelastede nervesystem, og få at vide jeg skulle under observation for skizofreni. Det gav ingen mening for mig. Men noget gav mening da jeg stod i det:

  • Depri
  • Hurtigkørende
  • Anoreksi
  • Bulimi
  • Præmatur
  • Socialskade

 

Om bipolar diagnosen nogensinde nåede at komme med i min journal, inden jeg løøøøb væk fra den københavnske psykiatri, ved jeg faktisk ikke. Som månederne går på Lolland Falster får jeg det bedre og mere og mere roligt. Jeg har anoreksi/bulimi på min samvittighed i journalen, og det er helt ok med mig. Men jeg har haft et mildest talt kompliceret forhold til ordet og diagnosen social angst. Lige disse sygdomme, angst, spiseforstyrrelse og bipolart, er ikke noget man bare lige slipper af med. Om jeg virkeligt har haft det “full blown” eller bare noget der hen ad, så har det under alle omstændigheder taget meget lang tid at få det godt.

Jeg er meget sensitiv, men når jeg tager tingene i et tempo, jeg selv kan hitte ud af, så er det langt det meste af tiden en gave. Ja det er en floskel, men som forfatter, recovery mentor er det et faktum, at jeg kan bruge min sensitivitet i mine bøger til at lave beskrivelser, og jeg opfatter mange små detaljer ved mennesker i min dagligdag. Det er både en fordel og en ulempe ved sensitivitet.

 

Førtidspensionist

Sidst i 2016 fik jeg en førtidspension. Jeg havde søgt to gange. Jeg har stadigt en del socialt og psykisk at slås med, men det forhindrer mig ikke i af prøve at kæmpe for et godt liv. Men at acceptere mine begrænsninger for alvor, acceptere at jeg i dagens Danmark er fuldt ud berettiget førtidspension og acceptere min førtidspensionist tilstand… det er en svær accept, og nogle gange overvældes jeg og kan kræftædme ikke holde det ud. Jeg ville hellere være bussines woman og klare mig selv, end jeg vil være førtidspensionist. (Det var værst at være på kontanthjælp, det har jeg prøvet i 10 år)

Men nu har jeg prøvet igen igen at blive bussines woman, og jeg har forgæves forsøgt at få gang i coaching, foredrag og være forfatter i mit eget enkeltmands firma. På 1,5 år har jeg tjent 133 kr. Jeg har lært rigtigt meget, ingen tvivl om det, men jeg lukker mit firma nu. Jeg kan ikke længere overskue, at skulle kæmpe med at skaffe min egen indtægt. Jeg vil hellere arbejde med at acceptere mine begrænsninger, min førtidspension og lære for alvor at passe på mig selv. Dvs. ingen uddannelse eller eget firma med det formål at blive selvforsørgende.

 

 

Pårørende/socialskade

Jeg er pårørende til en alkoholiker, min mor, jeg er såkaldt “alkohol med afhængig”. Det har givet mig rigtigt mange udfordringer og social skader i mit liv. Der har jeg lært ekstra meget at være på vagt og have 20 øjne på kun 10 fingre. Når jeg har levet sådan i mange år som pårørende, har jeg ikke kunnet undgå at udvikle mig på en vis måde. Der er bare visse situationer omkring mennesker generelt, hvor jeg bare er mere på vagt, og bagefter har brug for tilsvarende mere ro. 

Ofte vil det nok mest være andre pårørende, der for alvor kan sætte sig ind i det opslidende helvede, det er. Min mor er stort set 24/7/365 i mit baghovedet og forstyrre ofte mit liv. Det kan være svært at beskrive omfanget, men jeg vil prøve. Og huske mig selv på at jeg kan mere idag end før sommeren 2017.

 

Idag

Idag er jeg bare en vaskeægte spøjs kusine, der har brug for meget ro i dagligdagen, tage tingene i mit eget tempo, og en masse motion for at holde humøret godt og stabilt. Blive fysisk træt så jeg kan få sovet godt igennem. Men jeg har mine perioder, hvor jeg kører dels for hurtigt og jeg kan også ryge ned i noget depressivt.

Jeg har altid skrevet meget og skrevet dagbog og gudske tak og lov for det. Jeg kan takke litteratur og mine egne ord for, at jeg har min dejlige, stærke, sensitive, nørdede, kringlede og helt normalt skøre hjerne nogenlunde i behold. Jeg mistede aldrig håbet helt om at blive forfatter og bo på landet.

 

 

 

 

Kærlighed

Jeg har fået en fantastisk kæreste i sen sommeren 2017. Han er virkeligt noget af det mest fantastiske, og jeg aner ikke, hvad jeg skulle gøre uden ham. Jeg elsker bare min dejlig nørd fra Nordjylland. Lige nu bor vi sammen i Nykøbing Falster. 

Det her med at skrive… det er grunden til, at jeg sidder her i live idag. Jeg har ramt bunden mange gange, men jeg er her endnu. Citat fra Ringenes Herre, De to tårne, af Aragon til en ung dreng, før det store slag ved Helms Deep:

“Der er altid håb”.