Presse

Hej journalist, blogger eller hvad du nu er

Et lille interview med mig selv, du bare kan kopier fra, du bedes bare informere mig om det, inden du offentlig gøre det. Skriv til mig her

Hvem er jeg?

Ud over at jeg er nyt medlem i den fornemme klub StORDstrømmen, der er en interessegruppe under Dansk Forfatterforening, så er jeg, tja…

Livets enkle spørgsmål. Jeg er indbegrebet af citatet på mit visitkort “Der er altid håb”. Det har været sådan en kamp at få et dejligt liv, men pt er jeg godt tilfreds og glad for at nå mine mange små og store mål i et tempo jeg kan følge med i. På min egen kringlede måde er jeg vel nok stadigt en slags psykisk sårbar, særligt sensitiv, sansesart, kald det hvad du vil.

Jeg har hele mit liv vidst, at jeg kun kunne ende med at blive forfatter, foredragsholder og bo langt ude på landet. (Dog har kærligheden fået mig til at flytte ind til Nykøbing Falster) Jeg har brug for ro for at kunne fungere og min koncentration er meget sårbar, så at være vokset op i Tjøvenhavn/Kbh har ikke været godt. Jeg har så meget fantasi og brug for at skrive og udtrykke mig kreativt, at jeg bliver voldsomt deprimeret, hvis jeg ikke kan komme til det. Det er faktisk ret øv at have det sådan, men nu er jeg et sted i mit liv, hvor jeg ikke længere bliver forhindret i at kunne udtrykke mig, så det er godt.

Præmatur

Jeg er præmatur og vokset op med en mor, der altid så perfekt ud med perfekt hjem, men under overflade var der noget galt. Det har formentligt været en svær og ubehandlet fødselsdepression og spiseforstyrrelse. Bland andet. Det er først, da jeg fyldte 22 år ca, at jeg for alvor begyndte at kunne sætte ord på mange af de ting, jeg bare så og observerede som barn, men ikke engang var klar over var forkert.

Billede taget af min far

Jeg kan huske den første chokerende gang i skolen, da jeg hørte at de i en af de andre pigers familie nogle gange spiste mad kl 17, nogle gange først kl 20, alt efter hvad de skulle lave, gymnastik, fodbold osv. Hjemme os mig blev alt planlagte efter at der skulle være mad klokken 18!!! Mors regler!!! Vi jokede altid med det, når vi skulle noget andet, men alligevel lykkedes det mor at have maden klar kl 18. Blev den lidt over, så var det altid med en bemærkning.

Først som voksen har jeg kunnet få afstand til det og se at der var tonsvis af eksempler fra, når noget ikke gik efter hendes hoved, så skulle hun plante sin egen dårlige samvittighed over i mig og far i stedet, (hvis der f.eks var mad kl 18.10) via sit blik, kropssprog, let ludende holdning og stemmeleje, ængstelige små stød i tonen, hendes udtale der forandrede sig. Det har været rigtigt godt at skrive en hel roman om disse små mærkelig, alt for dominerende små ting og episoder.

Det har skadet mig at vokse op sådan, og det er først som 28-29 årig, jeg selv er sluppet ud af rodet og har brudt familie mønsteret.

Førtidspensionist

Sidst i 2016 fik jeg en førtidspension. Jeg havde søgt to gange. Jeg har stadigt en del socialt og psykisk at slås med, men det forhindrer mig ikke i af prøve at kæmpe for et godt liv. Men at acceptere mine begrænsninger for alvor, acceptere at jeg i dagens Danmark er fuldt ud berettiget førtidspension og acceptere min førtidspensionist tilstand… det er en svær accept, og nogle gange overvældes jeg og kan kræftædme ikke holde det ud. Jeg ville hellere være bussines woman og klare mig selv, end jeg vil være førtidspensionist. (Det var værst at være på kontanthjælp, det har jeg prøvet i 10 år)

Men nu har jeg prøvet igen igen at blive bussines woman, og jeg har forgæves forsøgt at få gang i coaching, foredrag og være forfatter i mit eget enkeltmands firma. På 1,5 år har jeg tjent 133 kr. Jeg har lært rigtigt meget, ingen tvivl om det, men jeg lukker mit firma nu. Jeg kan ikke længere overskue, at skulle kæmpe med at skaffe min egen indtægt. Jeg vil hellere arbejde med at acceptere mine begrænsninger, min førtidspension og lære for alvor at passe på mig selv. Dvs. ingen uddannelse eller eget firma med det formål at blive selvforsørgende.

Hvorfor har jeg skrevet min bog

Jeg har skrevet dagbog og historier hele mit liv, så springet fra at beslutte at ville lave en hel roman ud af min dagbog var noget af det nemmeste overhovet. Men hvordan jeg skulle gøre det, var ikke lige så nemt.

  • Jeg kunne ikke lade være.
  • Jeg vidste instinktivt, der var nogle dybe sidste ting i min sjæl, jeg ikke viste nok om, men ville kunne finde frem til via en skriveprocess.
  • Jeg havde brug for det for at heale mig selv og mine traumer, det sidste stykke for at sætte mig mere fri … og for at nå dertil i mit liv hvor jeg virkeligt følte mig Recoveryet og på rette vej
  • Vil gerne fremstå som et godt eksempel og rollemodel for andre, fordi jeg ved, hvad mine rollemodeller har betydet fo mig
  • Jeg vil inspirere andre til at skrive og få et bedre liv

Hvad jeg også er

  • Glad for aktion
  • Blomsterpige
  • Hestepige
  • Triathlon og styrketræning
  • En vaske ægte nørd
  • En spøjs kusine
  • Gammelklog

Mine bøger på Saxo

Her er et resume af de ting, jeg indtil videre har udgivet på Saxo som ebøger, og Print On Demand hos Saxo og fysiske bøger fra min webshop er på vej og netop de kan signeres med en krusedulle… som jeg slet ikk har øvet mig på at skrive de sidste 20 år, nej slet ikk… Host host…

Anorektikeren og papvinen

Den fulde/hele historie

På et tidspunkt udkommer den samlede historie i en mindre murstensbog i fysisk form. Men jeg har udgivet Del 1-2 som e bøger hen over sommeren 2018, og de kan købes nu. Tjek linket nedenunder. Jeg har endnu ikke penge til at får en dygtig og professionel korrekturlæser til at hjælpe mig med den fysiske bog, men det er på vej.

Anorektikeren og papvinen Del 1 og 2 kan købes som ebøger her

Jeg anede ikke længere, hvad jeg skulle stille op med mit liv. Jeg kunne ikke mærke, om mor var glad for mig eller ej. Hun var kronisk smerteplaget, og jeg ville gerne hjælpe hende i dagligdagen, men hun ville ikke tage imod hjælp. Hun sagde altid, hun elskede mig, men hun havde det der mærkelige svært definerbare svømmende trætte blik i sine øjne. Det samme blik som mormor.

Jeg orkede heller ikke skolen mere, for jeg kunne ikke holde mit høje niveau, når jeg var så træt og stresset. Det var udmattende, at ville være den tyndeste i klassen og en af de klogeste.

Det var lykkedes Jan fra parallel klasse at begå selvmord, men jeg ville ikke dø. Jeg ville bo på landet i fred og ro og være forfatter, men som mit liv var nu, kunne jeg ikke se noget godt svar på min situation. En tur i psykiatrien var min løsning, for hvis jeg råbte så højt på hjælp, så måtte alle folk fatte, hvad jeg havde brug for. Svaret lå foran mig i form af en bunke små piller og en flaske rødvin. Nu gik det løs.

Knogle Kick er kapitel 6 fra Anorektikeren og papvinen og det kan du købe her

Når jeg ikke kunne takle min mors sygdom, eller at blive forbigået i skolen, havde jeg altid en nødløsning, jeg vidste, ville virke. Mit Knogle Kick, at køre min fingre hen over mine tynde ribben, mærke rillerne, mærke rusen og kicket, som en anden narkoman. Det kunne altid fjerne, alle andre kaostiske tanker fra mit liv.
Denne dag i 6 klasse i folkeskolen var ingen undtagelse.

Jans selvmord er en novelle, den er på Saxo her

Jan er en stor knægt i folkeskolen, men han har været nødt til at trække sig væk fra sine klassekammerarter. Det var ikke, fordi de behandlede ham særligt pænt, men Zaren kravede at Jan brugte sin tid med ham og opfyldte alle hans krav. Krav der tog til i styrke som månederne gik, og problemerne med hans mor blev værre og værre. Til sidst står Jan og Zaren på toppen af Runde Tårn, og Jan ved godt, han kommer meget hurtigt ned denne aften. Zaren kraver Jans ultimative offer