AJ Sokoladas del 2

Tag med Kim Kelly til Litauen, hvor hun skal tale med Mantas. Litauen er i kaos, efter russerne er gået ind i landet.

Del 1 kan du læse her. AJ Sokoladas del 2 kommer her:

”For fire dage siden fik vi en bestilling til 33 personer. Vi har fået besked på, at vi skal hjælpe restauranten og cafeen på Karaimų gatvė ovre ved Trakai National Park, hvor de åbenbart skal spise. Vi har ikke fået så stor en bestilling i de sidste to år, hvor russerne har været her. Madfirmaet over på den anden side af gaden har også fået en bestilling til 33 personer. Jeg har været nødt til at få hjælp til produktionen udefra. Det er helt overdrevet. Personlig betjening og præsentationer af maden aftenen igennem.

Jeg har hørt snak om, at det er flere af de lokale ledere af oprørsgrupperne og nogle af deres russiske kontakter, der skal serveres for. Restauranten bliver vist lukket af for kunder i de timer, men ikke cafeen.  Det virker stort, men kun som om de vil holde det relativt privat. Jeg tror, du skal holde øje med det.”

”Hvornår kommer de?”. Han pillede lidt nervøst ved papiret, hvorefter han brændte det i håndvasken. ”I aften klokken 20.15 sætter de sig og spiser. Der skal en fra Madfirmaet starte den første præsentation af forretten, har de fortalt mig. Vi har fået planer af hinandens serverings skemaer, så vi kan koordinere mad og dessert. Russerne kommer vel ind lidt før, nok klokken 20.00. Der er to bagindgange og hovedindgangen ved gaden. Jeg har allerede været ovre og kigge lidt rundt” 

Jeg trak på smilebåndet, fumlede i min lomme og fandt et foto frem. ”Ved du, om ham her kommer i aften?”. Mantas kiggede grundigt på billedet, der viste en mand på omkring 60 år med en pelshue og et overskæg, Stalin ville være stolt af. ”Han ser bekendt ud, har han en meget skrattende stemme?”

”Øh, det kan da godt være. Det ved jeg sgu ikke lige”.

Brormand fra AJ Sokoladas del 2

”Jeg har en ide om, at min bror Alec har leveret en stor kurv chokolade til hans kontor her i byen. Han fortalte, Stalin var kommet tilbage fra de døde. Må jeg vise ham billedet?”. Knægtene var ikke uden humor. ”Øh ja, hvis du mener, det kan hjælpe”. 

Alec kunne godt ligne ham her

”Hey Alec, kom lige her og hjælp soldatertøsen, du er vild med”.   

Indvendig i blødte jeg lidt op, da der kom en meget ung knægt ud i køkkenet, helt rød i hovedet, men med et alvorligt blik. Det var sgu ikke meningen, at børn skulle hjælpe os voksne i vores krig, men nogle gange kunne det desværre ikke være anderledes. Og den her lille familie var guld værd for os. 

”Hej Alec, jeg håber, du kan hjælpe en tøs i nød. Kan du kende ham her?” Jeg smilede til ham, og han tog imod billedet og kiggede grundigt på det. 

”Ja det er ham med den ulækre stemme. Hvad har han gjort? Er han russer?”, spyttede han arrigt ud. 

”Måske. Jeg prøver at finde ud af, hvordan tingene hænger sammen. Og du er stensikker på, det er ham, du leverede chokolade til?”

”Ja helt”.

”Godt”. Jeg vendte mig om mod Mantas. ”Mantas, vi har brug for, at du bekræfter visuelt, om manden er ved selskabet i aften. Lige så snart du ved det, så går du ud ved bagindgangen og klør dig på din højre albue med venstre hånd, som bekræftelse på, at du har haft visuel kontakt med manden, og du må slet ikke være i tvivl overhovedet, om det er ham. Okay?”.

”Ja… men det er en smal gyde ved bagindgangen, er du sikker på, du kan se mig derfra?”

”Ja det skal du ikke tænke på. Tak for hjælpen igen begge to, det er virkelig godt, vi har jer. Hold nu hovedet lavt i aften, når vi kommer forbi, og opfør jer alle som i plejer indtil da”.

Den videre færd

Næste lille historie kan du læse snart, og husk du altid kan følge mig på instagram.

India Echo Over.

About Ida

Jeg blogger om mit krimiunivers. Det handler om airsoft, kriminoveller, boganmeldelser og små eventyr fra hverdagen.

View all posts by Ida →

Skriv et svar