Anorektikeren og papvinen

Min selvbiografiske roman er udkommet

Anorektikeren og papvinen er en selvbiografisk roman om en for tidlig fødsel, psykiatri og en fordrukken mor, men med militæret på sidelinjen og en klar forfatterdrøm.


Præmatur

Et af hovedemnerne i min roman er præmatur, dvs at være født for tidligt. Eftervirkningerne har været voldsomme for mig, rent mentalt. Fysisk har jeg mht hvad almindelige influenzaer angår, været meget syg de første 12 år af mit liv. De mentale eftervirkninger gjorde mig til et særligt barn, der ikke var ligeså robust som andre i skolen.

Set i bakspejlet gik min mor rundt med traumer og depression i årene efter min fødsel og med en endnu mærkeligere mormor i familien, blev intet nemmere for mig, så jeg havnede i psykiatrien som 16 årig. 

En omtumlet tur i psykiatrien og i systemet

Du goeste hvor har jeg tit følt mig misforstået i alt muligt forskelligt psykiatrisk behandling. Min personlige historie i psykiatrisk behandling er ikke specielt positiv, men der er heldigvis ved at ske gode ting i psykiatrien, efter jeg er sluppet væk derfra. Til sidste havde jeg næsten mistet min egen stemme helt i kampen mod systemet. Jeg knækkede mere og mere år for år, og blev først tykkere og tykkere, fordi jeg blev proppet med piller, der ikke virkede på mig. Senere hen blev jeg tyndere og tyndere af anoreksi.

Den såkaldte kærlighed

En dum exkæreste kommer jeg heller ikke uden om. Det var mildeste talt nogle svære år med ham,  på mange områder og tankerne fyldte meget efter jeg skred fra ham. Det fyldte, især fordi jeg gik alene med det, til trods for jeg prøvede at råbe hele systemet op. Sygeplejesker, psykiatere, sagsbehandlere. Selvom man i psykiatriens øjne er skingrende skør, så har vi patienter også helt almindelige knuste hjerter og sjæle, men ikke engang det var der ikke plads til i systemet. Det var kun sygdom, der havde værdi. (I hvert fald der hvor jeg var)

Alkoholiker pårørende

Jeg er pårørende til en alkoholiker, min mor, jeg er såkaldt “alkohol medafhængig”. Det har givet mig rigtigt mange udfordringer i mit liv. Ofte vil det nok mest være andre pårørende, der for alvor kan sætte sig ind i det opslidende helvede, det er. Jeg prøvede at bede om hjælp i systemet, finde en udvej for os alle, hende, mig, min far, men den er aldrig dukket op. 

Militæret og far

Tryghed. Nørderier. Inspiration. Håb. Hele mit liv har min far arbejdet i militæret, og jeg er fra helt lille af blevet slæbt med på diverse kaserne og flådestationer, sat oven på kanoner og har klappet forskellige kampvogne, som var det en lille Shetlandspony på 40-60 tons. Jeg har mødt rolige, fokuserede og effektive mænd, og nogle få kvinder, der har været dygtige til deres arbejde og dedikerede. Det har været inspirerende at se og tænke på deres ro, når jeg selv mange år senere, har ligget grådkvalt, alene og ensom, midt i et angst anfald.

Jeg har det mange gange bedre idag, men kan stadigt mærke mere power i mig selv, når jeg ranker ryggen og tænker: “Ida opgaven skal løses. Sæt i værk.”