Dagbog for sårbare sjæle

Jeg har skrevet almindelig dagbog stort set siden, jeg lærte at skrive sådan nogenlunde godt. Det har nok været siden, jeg var en 9-10 år gammel. Jeg skrev mest, fordi det bare var godt, og føltes helt naturligt. Men set i bakspejlet var det også, fordi jeg på et eller andet plan var ensom.

Jeg skrev meget om, hvor svært jeg havde det med at tale med de andre i klassen. De var slet ikke nørdede på samme måde, som jeg var, så jeg savnede vel sagtens nogle nørdede venner en gang imellem. I min dagbog kunne jeg brokke mig og trods alt være lige den nørd jeg er. Jeg kunne være helt mig selv.

Nu har jeg altid haft det godt med at være alene, men har i de senere år, som 29-30 årig, opdagede at jeg har været noget ensom en stor del af mit liv. Det er i min skrive process og generelle udvikling, at jeg først har kunnet se det nu. Og især indrømmet det overfor mig selv, at der har siddet en lille ensom pige, langt inde i mig selv… hvis det giver mening?

Hvad skriver man om?

Det vigtigste med min dagbog har været at tage det værste tryk, når jeg har haft det værst. Da jeg var omkring de 20-27 år skrev jeg afsindigt meget, og i den tid havde jeg et ret heftigt temperament, groft sagt fordi jeg ikke vidste, hvor jeg var på vej hen i mit liv, pga psykiatri systemet generelt. Jeg vidste godt, hvor jeg ville hen, men det var svært at få lov til. Det skrev jeg meget om og det hjalp på min vrede mod systemet.

Du kan skrive, hvad du vil, uden at tage hensyn til nogen

Jeg skrev også meget om min familie, og det hjalp virkeligt meget. Jeg kunne skrive og se mig selv lidt udefra, få et nyt perspektiv. Jeg gav mig selv spørgsmål og forberede mig lidt på forskellige situationer, jeg vidste, jeg ville havne i. Forestillede mig forskellige udfald ved sociale sammenkomster osv og scenarier, og ja en form for lidt mere kontrolleret overtænkning på papir/computer. Overtænkning skal man være forsigtig med, og nogle gange hjalp det mig slet ikke at skrive, så var det for hårdt at se ting sort på hvidt. Det skal gøres forsigtigt, men det hjalp oftest. Især på den lange bane.

Det har selvfølgeligt givet mig en god fornemmelse, at skrive om mine følelser og vende og dreje ting i mit liv, men det har ikke været det samme som for alvor at indrømme svære ting. Det er en anden process, men det har lagt en solid bund til senere hen for alvor at kunne indrømme svære ting overfor mig selv. Dagbog er et rigtigt godt redskab til at tage hul på ting, kan man vel sige.

Jeg håber, du nu har fået en fornemmelse af, hvad det kan sige at skrive dagbog, og hvad det kan føre til. Del gerne mit budskab på SoMe hvis du skulle have lyst.

Skriv et svar