Derfor er jeg førtidspensionist

Jeg ved aldrig, hvornår jeg får en dårlig dag. Det er derfor, jeg er førtidspensionist. Selv flexjob ville være for meget to timer om ugen.

Jeg har været førtidspensionist siden 1 december 2016. Den gik først igennem ved anden ansøgning. Jeg har ingen erindringer om min sagsbehandler fra den periode. Det var en yngre kvinde, og hun skal ikke forveksles med M, der også var en yngre kvinde, der skaffede mig pensionen. Lad os kalde den kvinde, jeg har glemt alt om for P.

P sagsbehandler kendte ikke reglerne

Der er mange mennesker, der har grumme oplevelser fra jobcentrene, og jeg er ingen undtagelse. Jeg har haft flere dårlige sagsbehandlere end gode. Desværre. Jeg var desperat efter at forlade systemet. Få en førtidspension og sige farvel. Jeg havde været i en del behandling og lidt praktik. Det varede aldrig længe, for jeg knækkede og måtte stoppe.

Så jeg klagede min nødt til min sagsbehandler, der faktisk desværre gik med til at søge en førtidspension. Hun lagde ikke skjul på, at det ville blive svært. Der var bare lige, det ved det, at før man kunne søge en sådan, til borgere under 40 år, skulle borgeren have været i et resource forløb.

Godt nok havde jeg været i praktikker, men det havde ikke været kategoriseret under resource forløb… Så dermed havde flere års småpraktikker ikke en skid værdi. De år handlede kun for kommunen om, at holde mig hen på kontanthjælp, så de kunne spare penge. Det var dømt til at mislykkes at søge den førtidspension på det tidspunkt, og det burde min sagsbehandler have vidst.

Folde plakater er forfatterskab… what?

Jeg var engang til et angst kursus. Der endte jeg med at blive mobbet af de andre kursister og uden at psykologerne/underviserne opdagede det… det kommer jeg til at lave en anden blog om… Det kursus skulle ende med et praktik forløb.

Jeg ville gerne være forfatter. Bare sidde og skrive på mine egne tekster. Ikke blive forstyrret af andre og skulle høre på, hvad de synes, jeg skulle lave eller skrive. Jeg vidste instinktivt, jeg ikke ville kunne rumme andre på nogen måde.

“Godt så, så må vi jo finde noget kreativt praktik til Ida, der minder om forfatterskab. Du siger, du godt kan lide at tegne og male til dine bogforsider. Jo, ved du hvad. vi har faktisk en aftale med en plakatbutik i indre by i København”.

Jeg kom der kun en gang. Til intro mødet. Busturen var for meget. Der var for trængt i butikken og ALT ALT ALT for meget larm alle steder og ALT ALT ALT for mange mennesker. Og det gav ingen mening for mig at forfølge min forfatterdrøm ved at have med plakater at gøre. Men jeg var en artig pige, roste roste roste, og sagde jeg glædede mig til at komme igen.

Derfor er jeg førtidspensionist

Gu gjorde jeg ej. Jeg vidste godt i bussen på vej hjem, at jeg aldrig ville sætte mine ben der igen. Mens jeg var i artig pige mode, troede jeg lidt på min egen løgn, men “stemmen” i baghovedet sagde NEJ.

Mødet der traumatiserede mig

Efter noget tid havde sagsbehandleren P gjort min sag færdig. Nu skulle jeg til møde i jobcenteret med ti folk fra kommunen, min far, min sygeplejerske, min sagsbehandler, min psykiater, min kontaktperson… og der har nok været flere endnu… jeg blev mere eller mindre skubbet/slæbt derind af min far.

Jeg rystede så meget, græd som pisket, var knuget komplet sammen, ingen øjenkontakt, blev stillet en bunke spørgsmål, hvor min far svarede på en del af dem for mig. Efter noget tid måtte jeg gå ud og kom over i et andet lokale sammen med min sygeplejerske. Jeg kunne ikke fordrage hende, set i bakspejlet. Hun har VIRKELIGT givet mig mange traumer. Senere gik vi ind igen til mødet.

Jeg ved ikke, hvad der skete i den tid, men nu skulle de træffe en beslutning, så jeg blev bedt om, at gå ud igen. Så begyndte det at gå rigtigt galt. Da jeg derefter blev kaldt ind igen, føles det som om jeg skal dø. DE SIGER NEJ.

Jeg begynder at skrige, og jeg har så meget adrenalin i kroppen, at jeg går amok i jobcenteret. Amok på mig selv, for man er vel en artig pige. I dag ville jeg ønske, jeg i det mindste havde vælte nogle af bordene og smadret nogle kaffekopper af plastik.

Hvorfor skulle jeg med til det møde? Hvorfor slæbe borgeren med til det? Jeg vil ikke sige mareridt fra det møde hjemsøger mig om natten mere, men om dagen kan det godt dukke op. Magtesløsheden kan føles overvældende.

Orkede jeg at klage og anke? Nej. Var der nogen, der overhovedet forklarede mig noget om noget om anke? Nej. Var der noget der sagde noget til mig om resource forløb? NEj først bagefter. Var der nogen der overvejede at hjælpe mig med at klage over sagsbehandleren P? Jeg kunne havde været skånet for dette traume, hvis min sagsbehandler P, havde kendt til reglerne og guidet mig en anden vej i systemet.

Hvordan er det at skrive om sådan noget?

Jeg vil kalde det et mere eller mindre kontrolleret følelsesmæssigt flashback. Prøv og læg mærke til mine ord. De skiftede fra datid til nutid, efterhånden som jeg skrev. Mens jeg skrev, kunne jeg også tydeligt se hele jobcenteret for mit indre blik.

Min puls er også steget lidt, og jeg kan mærke, jeg lige skal passe på mit adrenalinniveau ikke stiger. Jeg har allerede været nødt til at tage en pille i dag, da jeg vågnede og havde meget uro i kroppen. Tror ikke, jeg har sovet godt.

Men det hjælper at skrive disse blogs. Derfor gør jeg det. I dag kan jeg det uden at andre i systemet eller nogle andre, siger hvad jeg skal eller ikke skal. Det er derfor, jeg er førtidspensionist.

Servicehund

Jeg skal jo have en servicehund, som du måske kender til? Eller kan du læse lidt her. Det kommer til at koste lidt penge mht indkøb af blandt andet elcykel med lad. Så jeg har en Paypal

hvor jeg tager imod selv de mindste donation. De betyder så meget for mig. Vil du heller bare lære mig at kende live, så kom over og hyg med på Twitch. Vi ses en dag.

Follow:

3 Comments

  1. Mogens Bak-Hansen
    15. juni 2022 / 23:38

    Kære Ida! Du rør ved af dette samfunds gåder – Jobcenter- og sagsbehandler-systemet. Nævn et almindeligt menneske – en ikke-politiker eller ansat i systemet, der roser det! Jeg har stort set aldrig mødt nogen, der har haft nogen glæde af det, og mange ansatte er et umenneskeligt systems forlængede arm, men jeg må så sige, at jeg også har mødt en del, der ikke var det, som viste menneskelighed og vilje til at forstå og til at gøre, hvad de kunne. Den svære del må være at forstå dem, der kommer ind i systemet og deres individuelle situation. En førtidspension må være et gode, hvis man som du har en anelse om, hvad det betyder af lettelse, og hvad det rummer af muligheder.

    • Ida
      Forfatter
      19. juni 2022 / 11:24

      Jeg mødte lige inden corona min gamle sagsbehandler på facebook, hun skaffede mig pensionen, en af de eneste, der har gjort et stykke arbejde for mig, som jeg havde brug for. Hun arbejdede nu (ved ikke om hun stadigt gør det) med at undervise nye sagsbehandlere, så måske er der lidt håb for den kommende generation… idk… 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.