Derfor skriver jeg blogs om mig selv for at cope med angst og krimier som recovery

Vi mennesker bearbejder problemer på hver vores måde, og nogle er bedre til det end andre. Både til at bearbejde vores individuelle problemer og dem, der er i samfundet.

Jeg skal ikke kunne sige om psykisk sårbare generelt reagere voldsommere følelses mæssigt, når der er problemer i samfundet, eller ligefrem terror.

Men jeg kan fortælle, hvordan jeg selv reagerede midt i februar 2015, da København blev ramt af terror ved Krudttønden og Sygnagoen. Jeg blev skræmt og følte mig som et offer langt ude på sidelinjen.

Offer er ikke en rar følelse, så typisk mig satte jeg mig ved tasterne i dagene efter terrorangrebet ved Sygnagoen og Krudttønden. Jeg lader min fantasi løbe kontrolleret af med mig, når jeg bliver skræmt af ting som terror. Jeg skriver, for her er det mig, der har kontrollen over liv og død. Jeg er ikke noget offer på papiret.

Hjælper det at skrive generelt, for at cope med angst?

Ja, det vil jeg bestemt mene. Der er meget fokus på det idag, bla på Outsideren, hvor jeg arbejder frivilligt, og jeg håber, det direkte vil kunne blive en behandlingsform i psykiatrien en dag. Der skal jo nok lige lidt mere viden til og forskningsprojekter, og til dette deltager jeg gerne, hvis nogle interesserede tilfældigvis skulle læse denne blog.

Jeg mindes en blog, jeg skrev om angst for viceværter. Da jeg havde skrevet det, og hvor bange jeg var for dem, så tog fanden ved mig. Jeg ville for min egen skyld ikke stå model til den angst, og jeg gik vred og gnaven rundt og fik ordnet de ting, jeg skulle. Jeg var meget træt bagefter, men stolt.

Det gav den blog mig. Mod til den fucking kliche “just do it”. Jeg hader den, men bukker mig også en smule i støvet for den, for noge gange virker den.

Og mit eget slogan, Fordi håbet altid er værd at kæmpe for, er netop ikke defineret af størrelse, så selvom et håb er stort eller uhyggeligt lille, så er det der alligevel.

Skriv et svar