En stor eksplosion

Der kommer en gamle kending forbi Kim Kelly og hendes team, og springer det hele i luften i en stor eksplosion. Hvad er det næste, der sker?

The end. Eller ej ikke helt, det ville da være lidt kedeligt. Men trods alt et plot tvist. Spøg til side, for du kan læse med fra start her om Kim Kelly´s eventyr i Litauen, og ellers vil jeg bare sige læs videre på denne krimiblog. Værsgo her er en stor eksplosion.

Kim go go go

Et kvarter efter sad vi og grinede lidt af en ligegyldig serie på Netflix, noget fuldstændigt dagligdags. ”Men mon ikke den snart slutter, de kan ikke blive ved med at køre rundt i det samme. De må også videre i teksten”. Jeg gabte. Kedede mig. ”Skal vi ikke også se at få betalt og komme videre?” 

Jeg greb min taske og fandt min mobil frem, den tilhørte et engelsk konsulent firma. Det rådgav om nytænkning for iværksættere i krisesituationer. Det var udsprunget af Covid 19 krisen for en del år siden. Lorte tid, det glemmer jeg aldrig.

Der er gode beskrivende billeder at hente, hvis man leder i noget tid på Pexels

Dækhistorie

Firmaet havde fået en ansat ved navn Clara for noget tid siden. Det var min lille dækhistorie. Konsulentfirmaet stod FE sådan set bag, selvom det kørte rundt økonomisk helt for sig selv. Min betaling kunne ikke sættes i forbindelse med målets forsvinden.

Jeg gik op mod disken for at betale, kiggede ind mod restauranten og så en af de yngre oprørere blive puffet til. Han gik søgende mod toilettet og løb ud derfra igen kort efter. 

Min puls steg. Peter tog sin jakke. Alfred tjekkede mobilen i sin lomme. Den unge mand løb over til de ældre ledere og plaprede løs på russisk. ”Han er der ikke. Han er væk. Hvor er han?”. Der kom liv i selskabet, og livvagten ude fra hoveddøren til restauranten blev tilkaldt. Vi skulle væk. Nu. Hurtigt og diskret.

Jeg vinkede til tjeneren, der tog imod betalingen med det samme. ”Hej, jeg vil gerne betale for os alle tre”, sagde jeg på engelsk. Han tog en yderst krøllet mobil op ad sin lomme, og tog imod min mobilbetaling. De to sekunder, inden betalingen gik igennem, bippede og bekræftede vores exit, føltes meget lange. 

Kajus

Kajus, den 13-årige af brødrene, kom ind ad hoveddøren med en voksen mand, jeg havde set før et eller andet sted. Manden havde et alt for fast greb i drengen, der var noget helt galt. Kajus så på mig, da han blev slæbt afsted. Han hulkede virkeligt. ”Sara, hjælp mig, det var ikke min mening”. Manden kiggede mistænkeligt over på mig.

Han fortsatte med at slæbe Kajus ind mod oprørerne, der havde fået meget travlt med at tale i deres telefoner og lede forgæves efter vores mål. Men ham der slæbte Kajus afsted, hvor fanden var det, jeg havde set den gut før? 

Jeg kiggede langt efter drengen, men der var ikke noget, jeg kunne gøre. Jeg måtte ikke skride ind, det var ikke min ordre. Da manden gik ind i restauranten, brød helvede løs, og han hev jakken af Kajus. Før jeg overhovedet kunne se det, vidste jeg, hvad der nu ville ske. ”Fald ned!”

En stor eksplosion

Alfred, Peter og jeg smed os ned på gulvet og dækkede vores hoveder, da trykbølgen fra eksplosionen kom. Dernæst kom glasskår fra vesten, Kajus havde haft på, fragmenter fra møbler, blodige rester af mennesker og varmen kom buldrende. 

Jeg havde smidt mig ned bag et rullebord af stål, og det reddede min røv.  Fjerne råb, ordre og kaos var det første, jeg begyndte at registrere i restauranten, da det holdt op med at ringe for mine ører. Der lød skud et stykke væk. Så hurtigt ville min backup ikke kunne være kommet os til undsætning. Det måtte være idioter, der skød på klaphatte.

Jeg løftede forsigtigt hovedet og kiggede på Peter, der stirrede på mig med tomme øjne og fragmenter i store dele af baghovedet, hals og overkrop. Han var dræbt på stedet. Alfred blinkede med et øje. Han så svag ud. Jeg satte mig forsigtigt op og så på hans ben. Han mumlede. “Løb”. Han ville være død om maksimum 30 sekunder med det blodtab. 

Fuck.

Jeg rejste mig op, holdt hovedet lavt og småløb mod døren ud til gaden, da jeg hørte nogle råbe på russisk. “Jeg ved det ikke, men der er fremmede i caféen.”

Løb i skjul

Jeg løb så hurtigt, jeg kunne ud gennem resterne af glasdøren, der splintredes endnu mere af et skud. Det lød som en TT-33 Tokarev. Den blev affyret 5 gange, der var 9 patroner i magasinet, 10 hvis han havde startet med en i kammeret. Ude på gaden begyndte jeg at løbe i siksak mod den lille havn og lede efter et skjul.    

En motorblok på en lastbil var det første og bedste, der stod parkeret. Lige inden jeg dukkede mig ned bag motoren, begyndte skytten igen på sit stressende pis. Jeg slog min skulder på kølerhjelmen, mens jeg talte skuddene. Klikket kom, og han var løbet tør for skud. Han råbte vredt, og jeg stak i løb mod den lille havn. Jeg fik et lille forspring på vej ned til vandet. 

Efter 5 sekunder kunne jeg høre, at der løb flere oprørere efter mig, der skød med større kaliber end 7,62 millimeter. Jeg gemte mig bag en overfyldt skraldecontainer, for der var ikke mere af værdi, jeg kunne skjule mig bag. De ville finde mig, inden der var gået 20 sekunder, hvis ikke jeg fandt en løsning. 

En dyb vejrtrækning, en varmepumpe på en bygning summede, skaffede kølig aircondition og var det mest larmende, i hvad der føltes som lang tid, mens jeg tænkte. Jeg kiggede ud over den smukke nationalpark og priste mig lykkelig for, at det ikke var vinter, men det blæste lidt, og det var til min fordel. 

Bag krimibloggeren

Det var da en stor eksplosion hva… he he… Jeg er på instagram og der må du gerne følge med i mine egne små hverdags spion militær eventyr.

Hvis du har nogle kommentere til dette afsnit, er du velkommen til at skrive det herunder.

India Echo Out

About Ida

Jeg blogger om mit krimiunivers. Det handler om airsoft, kriminoveller, boganmeldelser og små eventyr fra hverdagen.

View all posts by Ida →

Skriv et svar