Forfatterspire del 1 Min første korrektur

Jeg har for nogle uger siden udgivet min første roman, Anorektikeren og papvinen. Jeg har lært så meget, synes jeg selv, og har lavet en lille blogserie, jeg håber, andre spæde forfatterspire kan have nytte af. Samtidigt er jeg selv næsten sprit ny i forfatterfaget og har masser at lære.

Hvad lærte jeg af, at få mit første manuskript tilbage fra korrekturlæser? Det var ikke småting. Det var godt, men hårdt.

Inden jeg fik mit manus tilbage, havde jeg besluttet mig for at være åben og tage imod rettelser, råd og vejledning, fra en der ved mere end jeg. Jeg besluttede mig for ikke at blive (alt for) ked, og det har jeg holdt. Men jeg havde også besluttet mig for, at stole på mig selv og mine egne ord, når min korrekturlæser havde rettelser.

Når sproget er kludret

Min bog er en nichebog om psykiatri og sygdomme og ind imellem har den nogle kludrede sætninger, der kan være svære og næsten umulige at forstå. Især for folk der intet ved om psykiatri. Min situation var mindst lige så svær at forstå for mig selv, da jeg sad i lort og bræk til halsen. Så hvad det kludrede sprog angår, har jeg langt det meste at tiden været meget bevidst om det. Men jeg har andre steder rettet det kludrede sprog til, hvor min korrekturlæser har kunnet se, at det var tiltrængt. Jeg fandt en balance.

Der er ikke nogen tvivl om, at fagpersonale i psykiatrien og os sårbare på en del områder vil have nemmere ved at læse min bog end folk, der ikke ved noget om psykiatri på forhånd. For et exsembel er det en selvfølge for anorektikere, at det er bedre at have rene nybørstede tænder, der ikke er mad på, end at lade være med at børste tænder efter hvert måltid. Det var en historie og sætning, jeg bøvlede lidt med, overvejede ganske lidt, om jeg skulle slette den, som min korrekturlæser, syntes jeg skulle. Jeg valgte at beholde den, helt som den var fra start af, men lærte via korrekturlæseren, at den var ret “psykiatri insighter”. Fred være med det.

Hvad er en veninde?

Se der opdagede jeg noget sjovt. Vi mennesker ser forskelligt på venskaber. Hvad jeg beskrev i min bog som venskaber, venner og veninder, er jo ikke sikkert at andre ville have beskrevet det som andet end bekendte. Min korrekturlæser bemærkede, at der pludseligt kom en veninde ud af det blå i min historie, til trods for jeg havde nævnt hende på nogle sider før. Min veninde havde hjulpet mig med noget i metroen, og derfor så jeg hende som en ven. Da jeg følte mig mobbet og utilpas i skolen, skulle der meget lidt venlighed til, før jeg opfattede folk som venner.

Det er faktisk en sjov lille ting, jeg har tænkt mere over, bare fordi min korrekturlæser satte et spørgsmålstegn.

Blogger og novelle liv

Det er vel ikke så mærkeligt, at jeg tænker over, hvad mine næste skrive projekter er? Hvad egner jeg mig til? Hvad kan jeg? Hvad skal jeg øve mig på?

Jeg havde og har planer om at skrive tre thrillere, men skal jeg kaste mig over det nu? Skal jeg dygtiggøre mig til kortere tekster først? Jeg synes, det er svært at vide, for jeg blev anbefalet at starter med kortere tekster, fordi min korrekturlæser skrev “den røde tråd” i min selvbio, kunne være strammere. Tror det var det, hun skrev. Til gengæld synes jeg, at den røde tråd er helt, som den skal være og igen, den tråd er meget “psykiatri insigther” som jeg nævnte før.

Jeg brænder også for at skrive disse blogs, og det er jo korte tekster. For at lære min hovedpersonen i min thriller, at kende, vil jeg tage imod rådet og skrive nogle korte tekster. Hvis min korrekturlæser på et eller andet plan har ret i noget, at jeg vil have gavn at at øve med kortere tekster, inden jeg kaster mig over et thrillerunivers…

Jeg elsker min hovedperson alt for meget til at ville lade hende blive en dårlig debut thriller. Hun har fortjent en fair chance og det har jeg også. Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi sammen har en kæmpe historie at udfolde sammen, og med de ambitioner vi har med at slå en masse skidte personager ihjel og redde de gode, skrive og fortælle om det… Så har hun fortjent en dygtig mor. Jeg er hendes mor. Ved at give mig selv mere tid til at være sammen med hende, så kan jeg gøre hende meget mere præcis og jeg kan researche så meget mere. Men jeg vil drosle ned for hvad jeg taler om hende offentligt, for at kunne få ro til at lære at skrive og lærer at hende at kende. Hun er som et sårbart adoptivbarn og vi skal have tid til at lære hinanden at kende i fred og ro.

Thrillerne skal nok komme.

Hvad jeg mest har lært

Det anbefales, at man sender sine bøger til en anmelder, der godt kan lide den type bog i forvejen. Har du skrevet en krimi, skal du sende den til anmeldelse hos en der i forvejen kan lide at læse krimi. Gælder dette også, når man vælger korrekturlæsere? En der forstår sig på sygdom/psykiatri for mit vedkommende med Anorektikeren og papvinen?

Nu har jeg gået i nogle måneder og tænkt igennem og min umiddelbare konklusion er ja. Vælg korrekturlæser med omhu. Intet ondt ord om de rettelser jeg fik af min korrekturlæser, jeg har lært meget og meget forskelligt. Især har jeg lært en del af de små tudeture, jeg tog undervejs. (Skal lige siges at jeg er presset pga sygdom og rod i familien, så tårerne sidder alligevel ganske løst hver dag uanset, hvad jeg oplever)

Der kom en del konflikter i mit hovedet, når jeg blev konfronteret med foreslåede rettelser i mit manuskript, til rettelser der bar for meget præg af mit “psykiatri insigther” sprog. F.eks tandbørste eksemplet, som jeg skrev før. Dybest set blev jeg jo konfronteret med, hvor anderledes mit liv har været i forhold til de fleste andres. Det var det, der gjorde ondt, meget mere end selv rettelsen. Håber I kan følge mig. Og nogle af de rettelser jeg blev foreslået, jeg har valgt at beholde fuldstændigt som de var… og måske er min pointe, at hvis min korrektur læser også havde dybere kendskab til psykiatri (ved det dybest set ikke, men gætter stærkt på at der ikke er kendskab) så havde nogle af rettelserne været anderledes. Der havde muligvis været færre og måske havde jeg haft færre søvnløse timer/nætter.

Jeg ved det ikke, men dette er mine første og umiddelbare erfaringer og tanker. Måske er det bare et vilkår for alle forfattere. Det kunne jeg egentligt godt forestille mig.

Det var del 1… Del 2 på vej.

Og til sidst hvis du vil købe min bog Anorektikeren og papvinen, så klik her

Skriv et svar