Forfatterspire del 2 Selvudgiver

Jeg har for nogle uger siden udgivet min første roman, Anorektikeren og papvinen. Jeg har lært så meget, synes jeg selv, og har lavet en lille blogserie, jeg håber, andre spæde forfatterspire kan have nytte af. Samtidigt er jeg selv næsten sprit ny i forfatterfaget og har masser at lære.

Den første uges tid efter min bogudgivelse var jeg nede i et psykisk lorte sort hul, for at sige det som det er. Der var flere andre ting i vejen, men om ikke andet skrev jeg dette, da jeg gik en tur ved sukkerfabrikken ved Guldborgsund, som jeg ynder at gøre en del gange om ugen.

Jeg så en ung pige i vandspejlet, men lyset i hendes øjne var forsvundet. Hun lå langt nede, 10 meter under hav overfladen, lige på kanten til at kunne svæve op i luft, vind, vejr og liv. Eller til at blive trykket længere ned i havet af vægten af alt vandet over hende. Hun bevægede sig ikke ret meget og hendes få bevægelser var langsomme og svævende.

Min bog var udkommet. Selvudgiver. Mine få kontakter heppede højt på Facebook, knapt så højt på Instagram. Salgstallet viste 0. Det eneste store nul. Jeg følte mig tom, nærmest død. Godt nok var det en nichebog, men det havde slået mig helt i stykker, at opleve så meget støtte på SoMe ende ud i mindre end ingenting. 

Forfatter var noget af det sidste jeg følte mig som. Fiasko og det store salgs tal med det rungende nul råbte og skreg mig i hovedet. 

Saxo Publish

Jeg har været dødhamrende træt og haft mange problemer med Saxo Publish ny platform og i skrivende stund er der problemer med prisen på min bog og visning af sals tal. Platformen har automatisk sat prisen ned på min bog, så nu har jeg trukket den tilbage. Hvis jeg har solgt nogle bøger den sidste uge, så har jeg tjent 0 kr. Det er jeg ekstremt frustreret over, og når jeg kan se et salgstal på et tidspunkt og hvis det er på mere end 1 (ved en kær bekendt har købt) solgt bog, til en pris jeg IKKE havde sat, så retter jeg henvendelse til Saxo og brokker mig.

Så vil du købe en bog lige nu, så skriv til forfatteridaeowyn@gmail.com

I min bog skriver jeg godt nok, at jeg er stolt selvudgiver, men lige nu er jeg ikke den største fan. Jeg ved ikke, hvad fremtiden bringer. Det kommer an på rigtigt mange ting.

Netværk

Mit netværk er yderst begrænset, men jeg prøver stille og roligt at udvidde det og i det hele taget lærer mere om… netværk, kontakter, relationer… Jeg ved ikke engang, hvad jeg skal kalde det, lige nu. En kollega har tilbudt at sparre med mig om nogle af mine begynderspørgsmål om netværk og andet og det er sgu rart, når jeg synes, det er lidt gråt i det.

Jeg har indtil for to år siden, brugt meget af mit liv i psykiatrien, så det er folk i den “branche” jeg har kendt i rigtigt mange år. Godt nok er min første roman også tiltænkt denne målgruppen, men hvordan pokker skal jeg henvende mig til de folk og sige “Hey jeg har en god bog, der måske kan hjælpe dig lidt, den skulle du købe”, om du så er fag professionel eller sårbar.

SoMe

Jeg synes, det er svært at finde ud af, hvor jeg som lille ny og ukendt forfatter med et begrænset netværk, kan finde nye kunder, jeg ikke kender privat. Men når jeg nu tænker over det, så har jeg jo faktisk allerede solgt/aftaler om en håndfuld bøger… Lige som jeg var så tæt på at opgive salg på instagram, dukkede der faktisk to på, der gerne ville købe min bog.

Skal jeg tænke på facebook grupper? Grupper for sårbare? Forfattergrupper? Dele ud af mig selv, skrive med andre og desperat håbe, at der lander en kunde i kurven efter timers skriverier på fb? Lige den slags er bare ikke mig. Men var jeg et navn i forvejen, ville det da sikkert have en større effekt?

Jeg tror bare ikke, det er sådan, jeg skal gøre som sprit ny og ukendt.

EN AF OS ambassadør?

Om en lille uges tid, skal jeg til samtale i Næstved om at blive ambassadør hos EN AF OS, og det kunne godt blive en rigtigt god mulighed for mig til, at udvinde mit netværk, formidle og sælge bøger, brande mig selv som en sårbar forfatter, der har fået det bedre trods alt. Og skriver på livet løs, så fingrene ind i mellem gør lidt ondt.

Jeg synes, denne korte blog startede ret trist, men nu er det da blevet lidt lysere… Der kan man se.

Skriv et svar