Hvordan er det at skrive en selvbiografisk roman?

Det er givende, og selvom det var hårdt arbejde, var det det værd i sidste ende. Eller… må jeg godt ombestemme mig? Eller ej ikke alligevel.

Det er godt. Det er skidt. Det er forløsende. Det er “man kommer ingen vegne”. Det er rutinearbejde. Det er nytopdagende. Det er givende. Det er nytteløst. Der er håbefuldt. Det er lærerigt.

Mest af alt vil jeg mene, det er lærerigt, og jeg ville ikke have været denne skrive process foruden. Det lyder af en kliche, så vil understrege at jeg ind imellem, især i slutfasen, var at brække mig godt og grundigt af den bog… og som med så mange ting det sidste 1,5 år… ville jeg sgu nok ikke have kunnet skrive den uden min kæreste ved min side.

Ikke at man skal have sådan en for, at kunne skrive en skide bog, men det har hjulpet mig, fordi han bare er så sød, hjælpsom, god at holde om og tale med, når jeg har tudet igen og igen midt om natten og ja jeg er meget forelsket…

Masser dagbog

Jeg har skrevet almindelig dagbog i rigtigt mange år, omring 20 år, og det har selvfølgeligt givet mig en god fornemmelse for at skrive om mine følelser og vende og dreje ting i mit liv, men det har ikke været det samme som for alvor at indrømme svære ting. Det er en anden process, men generelt at skrive har netop altid hjulpet mig.

Følg min instagram forfatter_idaeowyn

Det har været noget andet at skrive denne selvbiografiske roman. Den er mega personlig, men kan ikke helt sammenlignes med at tømme hovedet i en privat dagbog, hvor ALT er helt ucensureret. En dagbog er IKKE i en selvbiografisk roman, for den er anderledes opbygget, det siger lidt sig selv. Det har været rigtigt sjovt at tage en helt anden skrivestil i brug.

Efterhånden som jeg skrev min bog og generelt udviklede mig, fik min førtidspension, en god og tryg bolig på landet, fik ro i hovedet ikke mindst… da begyndte mit livs vigtigste udvikling, for jeg havde ro til at skrive. Ro til at kunne få det skidt i skrive processen. Det kan lyde mærkeligt, at efter mange år i helvede i psykiatrien, hvor jeg for alvor ikke have ro til at kunne få det dårligt, fordi der hele tiden var et nyt behandlingforløb, (dømt til at mislykkes, bla det min bog handler om) der altid ventede lige rundt om hjørnet.

Der skal være ro og fred mentalt til at skrive og kunne få det skidt. Det opleves forskelligt fra menneske til menneske, hvor der er ro.

Jeg har haft det meget skidt undervejs, da jeg skrev min bog og også været oppe at køre. Men jeg blev i både skriveprocessen og i min generelle udvikling, klar til for alvor at indrømme overfor mig selv, og også offentligt, at jeg er mere eller mindre en sårbar, skæv og halv tosset sød nørd, med en masse på hjerte. Og at jeg er god nok inden i, helt som jeg er.

Nu kan jeg stå ret solidt fast ved mig selv, også selvom jeg svajer i vinden. Jeg ved efterhånden, at jeg ikke knækker længere. Min skide gamle livserfaring siger mig det nu. Da jeg var purung kunne jeg ikke fordrage, at jeg dybest set godt vidste, at de voksne havde ret, når de sagde at livserfaring kom med alderen. Jeg har altid været ret moden på mange områder, men må indrømme at visse ting kommer med alderen.

Nu er det blevet meget nemmere for mig at acceptere mine sårbare dumme sider og faktisk bliver det nemmere jo mere jeg indrømmer det overfor mig selv og taler højt om det. Det lyder som endnu en kliche, men talte med min kontaktperson i går om “at det er vigtigt at vi taler højt om det, det mindsker tabuet”, og jeg vil give hende ret. Jeg skal holde foredrag med hende på sidelinjen snart og glæder mig til at tale højt om det. Tilmelde mig klubben af dem der for alvor taler højt om psykisk sårbarhed og sygdom og tager bladet fra munden.

Så fra bog til foredrag og en masse indrømmelser det er, hvad min selvbiografiske roman har givet mig at skrive.

Håber du kunne lide min blog, og du må meget gerne dele den på SoMe.

Skriv et svar