fbpx

Jeg elsker at skrive, men

Jeg hader alle de ménner, der følger med at skrive. Der er så mange modsatrettede følelser i forfatterlivet, og nogle deler jeg med dig her.

Jeg har for flere år siden deltaget i en del forskellige forfatterkurser og undervisning, både fysisk og online. Der er især en ting, der har slået mig, og slået mig voldsomt. Jeg elsker at skrive, men det er fandme ikke nemt at være i.

Hvorfor skal du kende til mine blå forfattermærker? Ganske enkelt håber jeg, at du kan få inspiration til at sætte dine forventninger til dig selv på et passende niveau, så du undgår de værste blå forfattermærker.

Jeg lægger mine følelser og min egen version på bordet i dag, og jeg håber, du kan få noget ud af det.

Har du intet netværk i forvejen, er du intet værd

Det er måske lidt hårdt sagt, men det er desværre mine erfaringer. Det jeg i årene efter min udgivelse, har tænkt mest over, er netværk eller mangel på samme. Jeg er sgu lidt i tvivl, om jeg er for hård i min kritik. Jeg elsker at skrive, men… netværk er guld værd, når man skal starte ud som forfatter, og det er nok endnu mere værd, når du er selvudgiver. Har du ikke netværk i forvejen, så kommer du sgu nok ikke ret langt ud af starthullerne, og får stor succes fra start af.

Og i øvrigt er det din egen skyld, hvis du ikke har nævnte netværk. Det er ikke underviserens skyld. Blah, blah blah, og lige lovligt meget ansvarsfraskrivelse.

Måske er det fordi, mange mennesker tager det som en selvfølge, at alle folk har et stort netværk i forvejen og et kæmpe overskud? Men folk bliver mere og mere ensomme i disse år, mig selv inklusiv, så det der store netværk… Jeg kan da ikke være den eneste forfatter, der har et ganske lille netværk? Bare en lille filosofisk tanke herfra.

Brugen af netværket

Det der store netværk, hvad kan du egentligt bruge det til? De kan starte med at købe din bog, det gjorde nogle af mine få bekendte i mit netværk, nok mest fordi de ville støtte mig og var lidt nysgerrige.

Dit netværk kan derefter anbefalde din bog, måske er nogle så søde, at de laver en anmeldelse, nogle deler måske et indlæg, taler om den med andre og så videre. Jo større netværk du har, jo mere sandsynligt er det, at der er nogle, der fortæller videre om din bog.

Et lille netværk, en nichebog som min Anorektikeren og papvinen, men lovninger på diverse forfatterkurser om, at jeg snart ville kunne leve af mit forfatterskab, hvis bare jeg fulgte “X opskrift” og derefter ville blive en succes… det klinger altså ikke sammen.

Undervisning i forfatterskab sucker ofte

Generelt er der for mange forfatterundervisere, der lover for meget. Der er så mange ting i livet, der kan spille ind på, om det man bliver undervist i, om det kan blive fulgt til dørs, og om det overhovedet kommer til at virke.

De enkelte delelementer i diverse f.eks forfatterkurser, kan være fint nok. Jeg er bare for ofte stødt på dette: “Følg min undervisning trin for trin og få den samme store succes som jeg har”. Ja tak, det er da fint nok Frue Løgsovs, men det, du lover, er urealistisk for de fleste. Det er bare sjældent, der er nogle, der tør sige det til dig.

Der er mange ting, jeg er blevet præsenteret for på diverse kurser, at der er visse ting, man skal gøre. OG GØRE ALT SAMMEN. “Det vil jeg også anbefale dig at gøre”… Den sætning har brændt sig fast i min hjerne. Jeg har mange delte meninger om denne liste, men here we go.

  • Foredrag
  • Oplæsninger
  • Du skal undervise i at…
  • Facebook side
  • Facebook grupper (er kommet inden for de senere år)
  • Hold øje med konkurenterne
  • YouTube undervisning
  • Instagram
  • Nyhedsmails
  • Blog
  • Linkedin
  • Twitter
  • Bogmesser
  • Podcast
  • Fortsæt selv og bestil tid hos en psykolog med speciale i stress og angst

Passer du ikke ind?

Jeg blev så stresset, og det førte til en kæmpe nedtur, jeg ikke er ude af endnu, 2,5 år efter. Hvem ved, om det er en form for permenent tilstand? Eller sårbarhed jeg nu har accepteret?

Min alvorlige nedtur begyndte omkring juli 2019, nogle måneder efter min første udgivelse. Jeg var så træt, men knoklede på. Jeg ville, set i bakspejlet, gøre alt for at få ros og passe ind og “være en rigtig og korrekt forfatter”, så jeg ville forsøge at starte en foredrags karriere. (Jeg blev faktisk EN AF OS ambassadør, men meldte mig ud under første Corona nedlukning af landet/verden i april 2020)

Jeg fik faktisk holdt et enkelt foredrag, og den dag tog min nedtur fart. Klokken 14.00 den 27 august 2019. Det var en forfærdelig dag, og det gør jeg aldrig imod mig selv igen. Så vil jeg hellere være en weirdo, der ikke passer ind nogle steder. Så længe jeg passer ind i min kærestes arme, så er det nok. Han er vigtigst. Pingvin.

Jeg måtte vel egentligt ikke have denne tshirt på fra EN AF OS, men jeg ville så gerne passe ind og være en ægte forfatter/foredragsholder… så jeg brød reglen med en dårlig smag i munden

I tiden efter var jeg dybt forvirret. Det var slet ikke min stil, at stå der og lege foredrag i spotlyset foran andre mennesker. Jeg var så bange for ikke at være god nok, og det gjorde mig ekstremt sårbar overfor for manipulering i månederne efter. Måske vil jeg kalde det, “andres gode intenstioner på mine vegne”, men det overskred mine grænser.

Elsker du at skrive og vil være forfatter?

Mit råd er:

  • Skriv i fred og ro fra andre
  • Lad være med at poste om alle dine projekter konstant på SoMe.
  • NEJ er en hel sætning

Der er noget vigtigt over at skrive fra et trykt sted, hvor egne forventninger ikke bliver påvirket af andre. Det er så nemt at sammenligne sig med andre forfattere på SoMe og i den fysiske verden, men holder du kortene tættere til kroppen, bliver det lidt nemmere, at lade være med at sammenligne sig. Det er min erfaring.

Jeg fortryder ikke, jeg skrev min selvbiografiske roman, niche bog, men rigtigt meget af det omkringliggende fortryder jeg dybt, og det komme jeg ikke til at gøre igen på samme måde.

De forventninger andre havde på mine vegne, eller jeg selv satte for mig selv, fordi jeg, i bagklogskabens lys, blev manipuleret mere eller mindre til at sætte mine forventninger op til et komplet urealistisk niveau. Håber det giver mening.

Men det kan fandme også være svært ikke at fortælle til nogen andre, at man skriver på en ny bog. Det kan krible i en. Det gør det også i mig. Jeg er også i gang med flere bøger, men jeg er ikke klar til at fortælle andre end min kæreste om det i detaljer. Da jeg gik i gang med mit seneste projekt, gik der nogle måneder, inden jeg fortalte ham om det. Det er virkelig en balancegang at indvolvere andre og hvem, og det er noget, der skal overvejes meget. Det er min erfaring.

Jeg elsker at skrive, men vægter sandheden højt

Jeg blev på et tidspunkt anbefalet at fordreje sandheden, at lave et opslag om på min Facebook. Jeg havde skrevet sandheden, at der var blevet solgt to bøger i boghandlen, og det var jeg stolt af, og ville dele på instagram og Facebook.

En anden forfatter anbefalede mig at skrive noget andet, noget i retning af, at “der var gang i salget”. Det var jo heller ikke løgn, jeg rettede det, men havde det så skidt med det. Sådan nogle “løgne” og fordrejede sandheder vil jeg ikke være med til. Det kan godt være, at det set fra et “succes marketings perspektiv” er selvmord at skrive noget så småt, men jeg vil hellere tiltrække folk, der vægter sandheden højere, end halvfordrejede salgstal.

Jeg solgte tre ud af fem bøger i boghandleren, og på 2,5 år har jeg solgt 60 bøger i alt. Hvis du har lyst til at se min oversigt, så skriv det i kommentarfeltet. Eller hvis du også vægter sandheder højt, så sæt en hurtig smiley med et hjerte, og del denne blog med andre forfatterspire.

Har du lyst til at følge mig lidt mere, er du velkommen til at tilmelde dig min nyhedsmail, så sender jeg dig en besked i ny og næ. Du kan også hoppe over på insta.

Tak for i aften <3

Follow:
0

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Pinterrest

Follow on Pinterest

error: Content is protected !!