Kæreste med en frivillig marinesoldat

Jeg er simpelthen så stolt af min kæreste, og jeg elsker ham så højt. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden ham. Men nogle gange så må jeg stramme ballerne og klare mig alene for en kort stund, når han er til søs og hjælper vores land.

Jeg er alene hjemme en weekend om måneden og i en lang uges tid en gang om året. Foruden til daglig, når han passer sit arbejde som ergoterapeut.

Hvad gør denne tid ved mig, når jeg skal være alene?

Jeg har konstant en underliggende utryghed i mit indre. I mine dårlige perioder er utrygheden en slumrende angst, der ved lyde fra fremmede mennesker, bryder ud i lys lue. Jeg er udtryk ved at bo i lejelighed i byen, at der sker alt for meget i selve bygningskomplekset og lige nede i gaderne. Når min kæreste er hjemme, føler jeg mig lidt eller meget mere tryg. De få gange hvor jeg har oplevet angstanfald alene hjemme, har det taget lang tid at kæmpe mig ud af det. Når han er hjemme, går det hurtigere over igen.

Men utrygheden bor i mig altid. Men jeg ved det bliver meget bedre, når vi bor på landet. Det har vi prøvet lidt og det var meget bedre.

Jeg tror aldrig, at jeg vil blive hundrede procent tryg i mit eget selvskab, men at bo på landet vil gøre alting bedre. Så behøver jeg heller ikke længere at dække mine øre til med høretelefoner med ”lyd dæmpe funktion”.

Der er mere eller mindre larm og lyd i byen, og det gør mig utryg at vide, jeg bor i nærheden af andre mennesker. De larmer og forstyrre mine tanker og følelser, som jeg prøver at få styr på.

Så mens jeg bor i byen, har jeg stort set altid mine hørebøffer på. Det er praktisk talt kun, når min kæreste er hjemme, jeg tør tage dem af.

Han er til søs en gang om måneden, jeg er meget stolt af ham, men denne gang er det meget svært at undvære ham. Føler mig meget lille og ensom. Elsker ham så meget.

Jeg må heller komme ud i den friske luft, gå ned til vandet og spejde efter min marinesoldat.

(Skrevet 7 marts inden dk blev lukket ned af Corona)

Skriv et svar