Selvbiografien var værdigfuld for mig at skrive

Det har været meget værdigfuldt for mig at skrive min selvbiografiske roman, Anorektikeren og papvinen. Det har forandret mit liv rigtigt meget til det bedre.

Efterhånden som jeg skrev min bog og generelt udviklede mig, fik min førtidspension, en god og tryg bolig på landet, siden i Nykøbing Falster, fik ro i hovedet ikke mindst… da begyndte mit livs vigtigste udvikling, for da fik jeg ro i hovedet til at skrive.

Jeg havde også ro til at få det skidt i skrive processen, for det er meget hårdt at skrive sådan en bog. Der skal være ro til at kunne få det skidt. Det kan lyde mærkeligt, at efter mange år i helvede i psykiatrien, at jeg for alvor ikke have ro til at kunne få det dårligt, men der var hele tiden et nyt behandlingforløb, der altid ventede lige rundt om hjørnet. Der skal være ro og fred mentalt til at skrive og kunne få det skidt.

Jeg har haft det meget skidt undervejs, da jeg skrev min bog og også været oppe at køre. Men jeg blev i både skriveprocessen og i min generelle udvikling, klar til for alvor at indrømme overfor mig selv, og også offentligt, at jeg er mere eller mindre en sårbar, skæv og halv tosset sød nørd, med en masse på hjerte. Og at jeg er god nok inden i, helt som jeg er.

Stå fast

Nu kan jeg stå ret solidt fast ved mig selv, også selvom jeg svajer i vinden. Jeg ved efterhånden, at jeg ikke knækker længere. Min skide gamle livserfaring siger mig det nu. Da jeg var purung kunne jeg ikke fordrage, at jeg dybest set godt vidste, at de voksne havde ret, når de sagde at livserfaring kom med alderen. Jeg har altid været ret moden på mange områder, men må indrømme at visse ting kommer med alderen.

Nu er det blevet meget nemmere for mig at acceptere mine sårbare dumme sider, og faktisk bliver det nemmere jo mere jeg indrømmer det overfor mig selv og taler højt om det. Det lyder som endnu en kliche, men talte med min kontaktperson i går om “at det er vigtigt at vi taler højt om det, det mindsker tabuet”, og jeg vil give hende ret. Jeg skal holde foredrag med hende på sidelinjen snart og glæder mig til at tale højt om det. Tilmelde mig klubben af dem, der for alvor taler højt og tager bladet fra munden om psykisk sårbarhed og sygdom.

Det er også en afløber, der er kommet af, at jeg nu kan kalde mig forfatter og har skrevet min første bog færdig. En af mange.

Mit lille korte budskab her, er du meget velkommen til at dele på SoMe.

Skriv et svar