Skrivnings værdig for sårbare sjæle

Jeg har fået lov til at hjælpe Depressionsforeningen med en artikel og fik et par spørgsmål jeg også her vil besvare.

Hvad gør det at skrive “offentligt” om det svære for dig?

Det er en omstændig process, der kommer i etaper af, at skrive om svære følelser. Der, hvor jeg er nu, hjælper det mig til, at tage mod til mig, og sige ting højt og skrive om det offentligt. Jeg indrømmede vidt og bredt i november, at jeg er førtidspensionist, og det var dælme godt, jeg gjorde det. Jeg fik faktisk meget fin respons og slet ingen shit storm, som jeg havde frygtet.

Når jeg er ved at skrive noget offentligt, tager jeg nærmest en alvorlig snak med mig selv, inden jeg poster. Jeg ved, at når det står offentligt, så skal det også være noget, jeg kan indrømme på et dybere plan overfor mig selv. Det er en beslutning, jeg har taget, at gøre det på den måde. Jeg vil ikke lyve overfor mig selv mere, ikke undgå at indrømme svære ting, ikke løbe væk fra mere, og når det er offentligt, så forsvinder det ikke.

Er det selve det at skrive og erfare nyt ved at få det ned på skrift ?

Nye vinkler ja. Jeg har lært meget om min familie og sat ting i perspektiv ved at skrive dagbog og blogge. Det har været som et puslespil om bla. min mor. Der er ting, jeg ikke anede om mig selv, mit liv og hendes fortid, som er kommet frem i lyset, når jeg har skrevet. Jeg kan se de gode og dårlige sider generelt ved folk og mig selv, når jeg får skrevet om dem, og derefter kan jeg bestemme mig for, hvad jeg vil. Jeg skrev f.eks om hvad jeg vil finde mig i fra min mor, der kan drikke lige lovligt rigeligt til tider. Når jeg var i svære situationer med hende, og i dem kunne tænke på, hvad jeg få timer forinden, havde skrevet om og lovet mig selv, at jeg f.eks ikke ville finde mig i fra hende, så kunne jeg bedre sige fra i selve situationen. Sætte grænser har jeg øvet mig meget på i min dagbog og i skrivning.

Er det responsen fra andre, der betyder noget for dig?

Ikke i starten, slet ikke med dagbog i privat form. Men blogs og alt hvad jeg laver offentligt på nettet, er jeg som regel rigtigt glad for at få respons på. Der er lidt crape og bræk på SoMe, men sådan er det. Jeg kan heldigvis godt brokke mig lidt til min kæreste og få et kram, hvis der er et eller andet, jeg er blevet sur/ked over. Aner ikke, hvad jeg skulle gøre uden ham. Jeg er smaskhamrende forelsket, vi har boet sammen i… ej nu skal jeg holde mig til emnet… he he.

Er der et råd, du kan give andre?

Jeg brugte min dagbog meget til at øve mig, på forhånd, på sociale sammenhænge, skrive om forskellige udfald ved sammenkomster osv og scenarier. Det er nok lidt en form for kontrolleret overtænkning på papir/computer, men det har generelt hjulpet mig, det er der ikke nogen tvivl om.

Overtænkning skal man være forsigtig med, og nogle gange hjalp det mig slet ikke at skrive, så var det for hårdt at se ting sort på hvidt. Det skal gøres forsigtigt, men det hjalp oftest. Især på den lange bane.

Og igen, skriv og øv dig stille og roligt på at indrømme svære ting, når du skriver. Og sov gerne på det inden du poster noget offentligt. Man kan så nemt i en overophedet tilstand, komme til at offentliggøre noget man kommer til at fortryde, og det gør ondt. Jeg falder stadigt i en gang imellem, men heldigvis ikke så tit. Men det har gjort meget ondt førhen. Sov på det.

Er det tilfredsstillelsen ved, at du så er forfatter?

Jo, det er vel en del af det. Der er ingen tvivl om, at jeg er lykkelig for, at jeg endelig kan kalde mig forfatter, sådan rigtigt, for jeg har aldrig rigtigt kunne forstille mig, at jeg ikke skulle være det. Ja forfatter er noget med også at offentliggøre ting. Der er mange, der har drømmen om, at blive forfatter og det er nemt at blive idag pga. den digitale udvikling. Men der er mange færre, der faktisk får skrevet en bog. Jeg er i høj grad selv, en del af den digitale udvikling, via Saxo Publish, hvor jeg udgiver min selvbiografiske roman. Jeg må hellere lige sige den hedder Anorektikeren og papvinen.


Skriv et svar