Spiseforstyrrelsen bulimi

Bulimien kom ret så pludseligt ind i mit liv en eftermiddag og aften, hvor jeg havde fået nok af at blive behandlet som lort af endnu en læge.

Der skal mere til end en enkelt dum episode til at udløse en spiseforstyrrelse, men en sidste trigger i form af en ekstremt dårlig behandling af en læge, fik mig til at stikke mine fingre i halsen for første gang. Månederne forinden var jeg blevet besat af tanker om mad, og jeg var begyndt at tabe mig og se mange film på nettet om spiseforstyrrelser. Den sidste jeg havde set handlede om bulimi, og måske er det den eneste forklaring på, at det var lige det, jeg valgte at gøre, denne dag og aften, jeg var så ked af det.

Pigen i filmen fik det til at se så nemt ud at brække sig, og hun så ud til at få en rus, blive høj efterfølgende. Det blev jeg kun selv en eneste gang. Det fjernede fokus fra problemer at stå med en strittende røv og hovedet nede i skidekummen de næste år, og det var en måde at afreagere, når tingene blev for meget. Men så meget hjalp det sgu heller ikke, og det blev pisse dyrt med alle de madindkøb.

Der var ting og sammenhænge om mit liv, jeg opdagede “nede i wc-kummen” og det var en af grundene til, at det var svært at stoppe, fordi der også kom lidt godt ud af det en gang imellem. Hvis jeg f.eks var meget sur på min sygeplejerske eller min mor, kunne jeg afreagere og måske også se episoder i et nyt lys og lære af det “nede i wc-kummen”…. Jeg håber, det giver mening.

Hvis du kunne lide denne lille korte blog, så må du meget gerne dele den på SoMe.

Skriv et svar