Spiseforstyrrelsen “chew and spit”

Det her er en meget mærkelig spiseforstyrrelse og det er ikke mit indtryk, at der er ret mange, der kender til den.

Da Den Store Bagedyst og Bonderøven fløj over min tv skærm i mine spiseforstyrrede år, fløj der uhyggelige mængder af mad ind i min mund og det blev tygget godt og grundig. Jeg sad og “hyggede mig” alene i mine sofa, men sad egentligt ensom og drømte om at spise kage sammen med en sød jyde og bare hygge mig på en ganske normal måde.

Jeg havde en drøm om at være normal, og dette var det tætteste, jeg på dette tidspunkt i mit liv, kunne komme på nydelse.

Der er noget beroligende ved at tygge, spise og selve det, der hedder oral stimuli. Det gør noget beroligende ved os mennesker, det er ganske normal. Men at tygge nogle tusind kroners kage, chokolade, krydderboller, brie og slik hver eneste måned, for bare at spytte det ud igen, fordi man ikke tør at synke… Det er ikke normalt, og det er meget trist at gøre det. Og madspil. Meget madspil. Det har jeg godt nok været meget slem til.

Til gengæld så er denne spiseforstyrrelse ikke farlig på samme måde som bulimi kan blive. Man brækker sig jo ikke, så man får ikke mavesyre gennem halsen og på tænderne, eller sår på fingrene, når de rammer mod tænderne, på vej ned i halsen. Og ens naturlige bræk refleks tager heller ikke skade af chew and spit. Så ud fra disse parametre kan det være en lidt mildere form for spiseforstyrrelse, men er der penge til at købe meget mad, kan det blive uhyggeligt dyrt.

Jeg gjorde det også for at holde sulten på afstand. Jeg var ret så undervægtig, men så længe jeg tyggede på noget, så kunne jeg nogenlunde holde den værste sult fra døren.

Men egentligt var jeg allermest sulten efter almindelig mad og et almindeligt liv, gerne med kage og en sød jyde. Idag bor jeg gudsketakoglov sammen med en vidunderlig nordjyde, og vi kan sagtens spise noget kage sammen, samtidigt med at vi taler om vores fremtidige bolig på landet og alle vores gakkede projekter. Det var det, jeg ønskede mig allermest, da jeg sad og tyggede på krydderboller med brie.

Hvis du kunne lide denne lille korte blog, så må du meget gerne dele den på SoMe.

Skriv et svar