Spiseforstyrrelsen Kuglerammen


Jeg bruger en metafor i min selvbiografiske roman, jeg kalder Kuglerammen. Den sad inde i mit hovedet og talte kalorier i døgndrift i en årerække. På hver lille kugle var der et lille tal og et ord.

Det kunne være brie 347 Kcal, eller solsikkerugbrød 248 kcal.  Jeg var nemlig meget bange for brie og ost generelt. Og rugbrød var kulhydrater, dvs sukker, som var energi til hjernen, og jeg havde for mange tanker, som jeg ønskede skulle gå væk… Så de blev sultet væk… Hjalp det? Lidt. Var det godt og holdbart i længden? Nej. Det eneste der skete var at mit hovedet blev fyldt op med tanker om mad, motion og regnestykker, og der var ikke ret meget plads til andet at koncentrerer mig om. Det var svært at læse bøger f.eks.

Kuglerammen raslede så højt i mit hovede hele tide, og mindede mig konstant om alle de kalorier, der omgav mig i dagligdagen, og hvor meget motion, jeg skulle lave for at tabe mig yderligere. Det var et evigt kapløb mellem motion og mad. Selv sådan en sætning, kapløb, uha, i et kapløb kan man tabe sig mange kcal.

Jeg vidste det nok godt, da jeg var tynd, men ville ikke indrømme det… jeg vidste godt, at når jeg blev normalvægtig igen og fik balance i min krop, så ville der være mulighed for mere ro i mit hovedet og i mit liv. Det var også det ex anorektikere sagde på SoMe og skrev i bøger, jeg håbede bare det ikke gjalt mig. Men idag hvor jeg er normalvægtig igen, så er der fin ro i mit hovedet igen. Til tider kan der godt være lidt kugleramme larm, men lige så snart jeg siger det højt til min kæreste, så forsvinder det stille og roligt igen.

Kuglerammer og spiseforstyrrelser kan godt forsvinde, men det er en kamp, man skal ville det selv, helt inde fra sin egen sjæl, uanset hvor meget støtte man måtte have eller ej fra andre. Kampen er ens egen, men støtte kan være en vidunderlig hjælp.

Hvis du har lyst til at dele denne blog på SoMe, er du meget velkommen.

Skriv et svar