Spiseforstyrrelser, usikre kropsidealer og recovery på SoMe

Hvorfor bruge mange spiseforstyrrede f.eks instagram til at fortælle om deres sygdom? Hvorfor blogger vi om det?

En gang var det nyt at bruge f.eks Instagram som recovery fra psykiske sygdom og forskellige forstyrrelser, men det er efterhånden længe siden. Det er nemt at bruge SoMe, det er hurtigt, og der kan være så mange årsager til at bruge det. Det er en god måde at dele sine vigtige budskaber med resten af verden, og det behøver sgu ikke have en skid at gøre med, at ville have opmærksomhed. Som jeg forestiller mig, at en fordom kunne være, mod en anorektiker, der poster et billede af sin egen magre krop, og spørger om andre synes, hun/han ser tyk ud.

Et skidt på vejen til recovery kan sagtens være at dele sin historie, sine budskaber, sin vinkel på tilværelsen, det er jeg varm fortaler for at gøre, lissom… Men der kan være fordele og ulemper ved at gøre det.

Instagram på godt og ondt

En gang brugte jeg selv instagram for at poste billeder af mad og udskyde tiden så meget som muligt, for at undgå at spise. Det samme gjorde jeg med mine motions billeder, hvor jeg meget ofte skrev en stor fed løgn nedenunder: “Nu har jeg løbet 10 km, fuld af krudt og vil nu spise en dejlig stor frokost”. Jeg havde løbet ja, men var uhyggeligt træt og spiste ikke nok bagefter. Jeg kan jo ikke vide det med sikkerhed, men jeg ser mange billeder af tynde folk, der skriver det samme, og mine alarmklokker bimler med det samme.

Det hjalp ikke mig at poste ting, da jeg var mest syg med anoreksi, bulimi, borderline, personlighedsforstyrrelser og hvad der ellers har været/er i vejen med mig. Men nu, hvor jeg efterhånden er veltilpas i mit eget liv, og kan indrømme svære ting overfor mig selv, så kan jeg godt dele min historie om det med offentligheden.

I den sidste del af min kamp mod anoreksien (og mine sidste mærkelige madvaner, som at æde frosten jordbær med skyr) valgte jeg slet ikke at tage billeder af mad og meget få af motion. Jeg måtte skabe rigtigt god afstand til mad og motion på SoMe, fjerne fokus, fordi det stadigt fyldte en del i mit hovede. Men det kom til at fylde mindre, fordi jeg fokuserede på andre gode ting, mit forfatterskab og min kæreste, der kom dumbende ind i mit liv. Det virkede bedst for mig at fokusere på de andre ting end sundhed, til trods for at motion altid har været en meget vigtig del af mit liv. Jeg har ganske naturligt krudt i røven. OG KAN SLAPPE AF!

Ny måde af bruge instagram

Jeg er lige begyndt igen at dele ting om mad og sundhed igen på instagram og vil forsætte med det for, at inspirere andre til ægte sundhed og at have det sjovt og vise at jeg godt kan være en glad kvinde, selvom jeg ikke er åleslank længere, til gengæld er jeg ret stærk og har det for det meste sjovt.

Jeg poster, blogger og skriver, fordi jeg også gerne vil fortælle min historie nu. Ikke for at udskyde tiden, men fordi jeg gerne vil inspirere andre, dele min viden med folk, og fordi jeg er en nørd, der kan lide at lave historier til SoMe. Jeg er klar, og det har været en lang process at blive klar.

Nørdalarm og photoshop

Jeg deler gerne billeder af mig selv, indrømmet jeg kan sagtens finde på at smide et filter på og fjerne en mini dobbelthage, jeg er super glad for fotoshop. Nørdadvarsel. Nørdet har jeg altid været, og det har formentligt reddet mig fra at blive mere syg og skør, end jeg endte med at blive.

Jeg har selvfølgeligt været meget påvirket og set op til de flotte profiler på nettet af slanke og perfekte modeller osv… MEN… jeg har ALTID tænkt BILLEDEREDIGERING. Jeg har aldrig faldet helt i fælden pga smukke billeder og dunket mig selv i hovedet med, at jeg ikke lignede dem på billederne. Jeg har snare været ked af, at jeg ikke kunne ligne de smukke redigerede billeder, fordi jeg godt med min fornuft vidste, at det var urealistisk.

Der skal mere til for at udvikle en decideret spiseforstyrrelse, end at se på billeder af perfekt redigerede billeder på SoMe, og blive enormt misundelig. Så jeg har ikke noget imod, at der er flotte redigerede billeder i omløb, men det er snyd, hvis man ikke indrømmer, at man bruger lidt hjælpemidler til det perfekte snapshot.

No more skidt med krop

Jeg har haft det mega skidt med min krop, den og jeg har været meget igennem, især pga psykofuckingfarmaka (psykofarmaka medicin) som ikke har hjulpet på mig. Jeg har også prøvet at være tyk. Så blev jeg tynd. Det hele har gjort meget ved min krop og sjæl, og det og at være igennem så meget andet, det gjorde at spiseforstyrrelserne fik fat i mig gentagende gange, igennem mit liv.

Men nu er de alle væk, og jeg kender mine advarselslamper, der godt kan blinke en smule en gang imellem, men jeg ved, hvad jeg skal gøre. TALE OM DET PRIVAT og dele mine personlige tanker f.eks her på min blog, når jeg lige har sovet på det en nat eller to.

Jeg falder ikke ned i spiseforstyrrelsen igen, man skal aldrig sige aldrig, men det ville undre mig, hvis det skete.

Hvis du har lyst til at dele min blog, skal du være så velkommen 😉

Skriv et svar