Tanker fra min fortid, nutid og mit hjerte

Mens pollen flyver rundt i luften, sætter røde øjne i blød og får mig til at fryse og svede som havde jeg influenza, sidder jeg og prøver at blive klogere på mig selv, den skrappe business kælling i mig og girafsprog.

Jeg er meget ked af, at “jeg har følelser.” Det lyder åndsvagt, men jeg er glad for, at jeg indrømmer denne smerte nu. Det lyder dobbelt og måske forvirrende, men hæng i kære læser.

Der har været så mange voldsomme og farlige følelser i min fortid, at jeg har været nødt til at lægge en stor afstand til det “at føle voldsomt.” Jeg har det i en meget klar erindring, hvad det vil sige, “at føle voldsomt” og at få sit liv ødelagt af sine voldsomme følelser. Jeg har haft borderline, ikke alle symptomerne, men en del. Døm mig ikke, og mest af alt, Ida, lad vær med at blive bange for at blive dømt for din fortid. Folk plejer sgu og være flinke.

Den nutid jeg sidder i nu, omkring 1 maj 2019, er slet ikke så voldsom, den er fyldt med kærlighed og kun ganske små almindelige bump, jeg faktisk værdsætter, fordi jeg kan håndtere det.

Her er en uddybning

Jeg har erkendt lige præcis idag, at mens jeg det sidste år, har skrevet min selvbiografiske roman færdig, har jeg åbenbart sat mit eget psykiske velbefindende meget mere på pause, end jeg var klar over. Jeg er rørstrømsk idag, træt af det skide pollen og har lidt dårlig samvittighed overfor min kæreste og pisse ked af, at jeg åbenbart også er et almindeligt menneske med små, men negative følelser.

Jeg har fucking følelser. Jeg har lagt for meget låg på, men har lært at være ret effektiv det sidste år, så der er også kommet noget smart ud af det. Jeg kan, når jeg skal og kan åbenbart også skrive, når jeg ikke rigtigt burde kunne det. Der har jeg en identitet af noget businessswoman i mig.

Jeg har mest af alt lagt låg på de små negative følelser det sidste år, jeg har ikke haft tid til dem, og åbenbart har jeg også været bange for at føle dem. Været bange for de små negative og normale følelser, alle normale mennesker har. Været bange og ubevidst troet at det ville føles voldsomt igen. Jeg har været angst for at blive syg igen. En syg identitet. Syg af borderlinens ustabile voldsomme udbrud.

Identitet som sensitiv, men normal

På rejse i min egen identitet, er jeg bange for en ny identitet og indrømme, at jeg er ret normal nu, men desværre ikke er supermand. Jeg havde vel en eller anden naiv tro på, at hvis jeg lagde nok låg på mine små negative følelser, så ville jeg blive supermand. Tættere på at være den seje bussinesswoman, jeg helst vil være non stop. Please ikke mere voldsomt borderlinesk humør, jeg har ubevidst tænkt.

Min roman er færdig nu, men jeg havde ikke forventet det her sammensurium af åbenbaringer. At skrive om min svære fortid, åbenbart har betydet at jeg har udøvet en vis grad af vold på mig selv i nutiden. Det er mærkeligt at opdage. Men mønsteret, ikke at tage mig så godt af mig selv, det kender jeg til bevidstløshed. Alt den tortur en spiseforstyrrelse kan få et menneske til, at udøve mod sig selv, det er ikke småting, det ved jeg om nogen. Det har jeg også haft at slås med.

Den identitet, jeg har haft på det sidste; at være hende med krudt i røven, hende der altid har gang i projekter, hende med disciplinen. Jeg må lave den identitet lidt om, og heller ikke falde tilbage i den identitet, der råber om voldsomme følelser og udøver vold mod sig selv, arbejder alt for meget, overhører kroppen trætte signaler.

De små hverdags ting

Der er svært for mig at identificere de små ting i hverdagen, jeg gør imod mig selv, som ikke er så klogt og sødt gjort. Jeg har været vandt til at være ekstremt dum imod mig selv i anoreksien f.eks, så er det svært at kende normale problemer. De dumme ting som alle mennesker kæmper lidt med i hverdagen, er helt nyt land for mig og jeg føler mig, lige idag er det slemt, som en blind, der famler sig frem og bliver skubbet rundt af travle mennesker midt på Strøget. Er det at arbejde lidt for meget? Ikke skrive nok dagbog? Men er det ikke mest for pjattede sensitive? Jeg er i hvert fald sikker på, at det er et problem, at jeg ikke giver mig selv tid nok til, at tale om min far. Han er syg. Stene foran Netflix føles som en luksus, at læse en bog er også.


Jeg ser mig selv, som en, der er rigtigt godt til at finde balancen i livet, og jeg bliver bedre og bedre til det, som jeg bliver ældre. Øvelse gør mester. Ting tager tid. Klichéer op i røven!!!

Nye giraffer

Jeg elsker at lægge låg på, sætte mig ned, fokus på arbejde, på So Me. Men har idag opdaget og indrømmet på et dybt plan overfor mig selv, at jeg har glemt at sætte en del ord på, hvad der foregår dybt inde i mig.

Det først jeg tænker på her: Far jeg savner dig. God bedring. Overlev. Flyt væk. Du kan godt have flere gode år, og dem vil jeg og Malthe (min kæreste) gerne være en del af.

Jeg skal passe bedre på mig selv. Ægte selvomsorg er jeg parat til. Tag låget af, se tingene oppe fra og begynd at udtrykke mine følelser igen. Det var så reglmæssigt engang, men ikke nemt, fordi det var for voldsomt, men nu har jeg år og afstand til det voldsomme, så nu har jeg rig mulighed for, at at finde en god balance.

Jeg kan ikke andet end at prøve igen.

Skriv et svar